Håndbold

Klavs Bruun arbejder på tiltag, der skal udvikle landsholdet

Klavs Bruun Jørgensen har over længere tid efterlyst flere træninger med landsholdet. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Landstræneren vil lave en ny samlingsmodel for landsholdet, som gør det muligt for ham at introducere nye ting.

Én reel træning på en landsholdsuge. Sådan er virkeligheden for det danske håndboldlandshold.

Det er ikke godt nok, mener landstræner Klavs Bruun Jørgensen. Derfor skal gøres noget ved betingelserne i dansk håndbold.

Sådan lød budskabet, da damelandstræneren tirsdag havde samlet de danske ligatrænere til et møde i Vejle.

Efter mødet var det en positiv landstræner, der tog telefonen – trods udsigt til massiv kø på den fynske motorvej.

- Vi har fået en god snak om, hvorvidt det er muligt at afsætte mere tid – i en eller anden form – til landsholdet, forklarede Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg har fremlagt en model, men det er egentlig ikke så vigtigt, at det bliver lige præcis den model. Det vigtigste er, at alle lægger sig i selen for, at der skal ske noget.

Klavs Bruun Jørgensen mener ikke, at betingelserne i dag giver gode nok betingelser for at flytte og udvikle landsholdet.

- Hvis vi tager en samling som den, der kommer i næste uge, så er det 100 procent præget af kvalifikationskampene.

- Vi har én reel træning mandag. Tirsdag er der rejsedag – og en let træning ved ankomst, og så spiller vi onsdag. Torsdag er afsat til hjemrejse.

- Det betyder, at det er meget svært for mig at introducere noget nyt  - eller bare lægge på, fordi vi skal have fokus på to vigtige kampe. Sådan er de fleste samlinger. Derfor bliver udviklingen af holdet ekstrem svær, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Én dag kan gøre stor forskel

Landstræneren skal i samarbejde med sin assistent, Lars Jørgensen, nu udarbejde en model, der efterfølgende skal fremlægges for de danske ligaklubber.

- Vi kommer med et nyt oplæg – nogle konkrete datoer, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- En samlingsdag om måneden kunne være et tema. Selv én enkelt dag med træning og video ville være uvurderligt.

- Det kunne også være en mulighed, at samles fra torsdag-søndag, hvis klubberne har weekendfri – og for eksempel først spiller igen onsdag, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Landstræneren påpeger samtidig, at den tanke kan blive problematisk at føre ud i livet, hvis klubbernes TV-kampe bliver spredt ud over hele ugen.

Alligevel smilede landstræneren bag rattet i en stillestående Mazda på E45. På dansk landsholdshåndbolds vegne.

- Jeg synes, der var en positiv reaktion. En meget stor imødekommenhed. Vi er enige om, at vi skal gøre så meget som muligt.

- Og så har vi diskuteret damehåndbold. Det skal vi holde fast i at gøre noget oftere, så vi kan få en fælles forståelse, for de udfordringer der er. Jeg blev klogere på flere ting, siger Klavs Bruun Jørgensen.