Håndbold

- Bliver virkelig interessant, siger Gudmundsson om kamp mod Danmark

Den islandske håndboldtræner indleder sit nye trænerjob med Golden League-turneringen, hvor Island tørner sammen med Danmark.

Gudmundur Gudmundsson har igen fået ro på håndboldtilværelsen, efter han i sommeren 2016 førte de danske håndboldherrer frem til OL-guld, og en kaotisk tid blev indledt.

Et 'forfærdeligt og ækelt efterspil', som håndboldtræneren tidligere selv har beskrevet det, kulminerede i marts sidste år, da Gudmundsson med øjeblikkelig virkning valgte at stoppe samarbejdet med Dansk Håndbold Forbund fire måneder før sit oprindelige kontraktudløb.

Siden har islændingen ikke haft kontakt med DHF, men om præcis en måned står han over for danskerne igen, når han står i spidsen for Islands herrelandshold ved Golden League. De to landshold mødes i anden gruppekamp, hvor også Norge og Frankrig er med.

- Det bliver interessant at møde mine gamle spillere, som jeg trænede i tre år. Virkelig interessant. Med et ungt islandsk hold bliver det en udfordring for os. Men det bliver en fantastisk oplevelse, og jeg glæder mig.

- Jeg havde en interessant tid i Danmark med fantastisk flinke spillere og et godt hold. Vi fik oplevelsen med at vinde OL-guld, og det var ekstraordinært, fortæller Gudmundur Gudmundsson til TV 2 SPORT.

Bliver ikke anderledes mod Danmark

I sidste måned blev det offentliggjort, at han for tredje gang i karrieren skulle varetage jobbet som landstræner for de islandske håndboldherrer. Et landshold, han i 2008 meget overraskende vandt OL-sølv med, men også et hold, som er meget anderledes end de tidligere.

- Det bliver en stor del af mit job at opbygge et nyt, ungt hold med nye spillere, som folk ikke har set før, siger islændingen, der slår fast, at han ikke har en form for hævn til gode mod Danmark.

- Når islændinge spiller kamp, så går de altid efter at vinde. Så det bliver ikke anderledes mod Danmark end mod Norge og Frankrig, som vi også skal møde, griner han.

Imellem de to landstrænerjob for Danmark og Island blev det også til syv måneder i spidsen for Bahrain. Her formåede han at fuldføre det, han blev ansat til - at kvalificere landet til VM. Og selvom han havde muligheden for at forlænge med Bahrain, var han i sidste ende ikke i tvivl om sit valg.

- Jeg kunne jo næsten selv vælge, hvor lang en kontrakt jeg ville have. Så jeg tænkte da meget over, om det var det rigtige for mig, men jeg har altid følt mig godt tilpas som islandsk landstræner. Jeg har oplevet tillid og respekt, siger Gudmundsson.

Du kan se Golden League på TV 2 og TV 2 SPORT fra 5. til 8. april.