Vores træner

Nicolai er frivillig og indstillet til Vores Træner: - For mig er det ikke hobby, men en livsstil

Igen i år hylder vi her på TV 2 de mange frivillige håndboldtrænere. En af dem er Nicolai Hoxer der har været frivillig i over halvdelen af sit liv.

- Ja, rigtigt, rigtigt.

Hverken håndboldskoene eller stemmebåndet er i ro ret lang tid ad gangen hos Nicolai Hoxer. Hele tiden dirigerer han med de knap 30 drenge, der er mødt frem til træning i HØJ Håndbold. 

- Åh, den skal vi have!

Han kan simpelthen ikke lade være.

Ligesom han heller ikke kan lade være med at være frivillig. Noget han første gang prøvede som tiårig, og som han mere eller mindre har været siden.

- For mig er det ikke en hobby, men en livsstil. Jeg kunne slet ikke se mig selv ikke have en eller anden form for rolle. At være en del af HØJ Håndbold og være en del af en forening kan jeg slet ikke se mig selv ikke være, siger den 28-årige træner.

Tre gange om ugen står han i spidsen for U16-holdet i Ølstykke og træner drengespillerne i den hal, hvor han selv har spillet håndbold i timevis.

- Jeg er født og opvokset i HØJ håndbold. Der er meget få mennesker, der ikke kender mig, og som jeg ikke kender, siger Nicolai Hoxer.

Træneren er ikke bare indstillet til ’Vores Træner’, fordi han bruger så meget af sin tid på trænergerningen. Men også fordi han, sammen med de andre trænere på holdet, har formået at holde de unge drenge i håndboldhallen.

For selvom spillerne på holdet er nået en alder, hvor mange traditionelt finder andet at bruge deres tid på end sport, kan der næsten ikke være flere i den brune hal i Ølstykke, når der er træning mandag, onsdag og fredag.

- Vi har knægte der kommer til fra Helsinge, Roskilde og Frederikssund, fordi fællesskabet fungerer, forklarer Hoxer.

- I alt, hvad vi laver, er vi et fællesskab. Vi spiller måske to forskellige steder om søndagen, men ellers er der samme krav til alle. Det tror jeg skiller sig ud i forhold til andre steder, siger han.

Selvom han allerede har været frivillig i 18 år, har han ikke tænkt sig at lade pensionere i den nærmeste fremtid.

Han er sikker på, man blive ved med at høre lyden af hans håndboldsko mod halgulvet og hans opmuntrende tilråb i mange år fremover.

- Det er bare mig at være herude og være frivillig. Det ligger simpelthen så dybt i mig. Jeg kan slet ikke se mig ikke at være det, siger Nicolai Hoxer.