Håndbold

Klavs Bruun må undvære profil i lang tid: - Det er utrolig trist

Klavs Bruun Jørgensen og Maria Fisker under VM i 2017.

Klavs Bruun Jørgensen skal formentlig på udkig efter en ny venstrefløj til EM-slutrunden i december. Førstevalget er blevet korsbåndskadet.

Der er lange udsiger til, at Maria Fisker igen kan iføre sig nationaltrøjen med nummer syv.

Den 27-årige landsholdsspiller er nemlig ikke kun henvist til skadesbænken efter en operation i foden – hun har også revet det forreste korsbånd over i det ene knæ.

- Det er selvfølgelig utrolig trist, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

Til daglig har Maria Fisker en stor betydning på klubholdet i Randers, hvor hun som den eneste landsholdsspiller i truppen spiller en central rolle. Men Fiskers korsbåndskade er ikke kun et stort tab for Randers HK.  

- Maria har både forsvars- og angrebsmæssig betydet meget for landsholdet, og så er hun også en af de spillere, der efterhånden har prøvet en del. Derfor har hun også været en af dem, der er gået forrest i situationer, hvor vi har haft brug for et ekstra spark bagi.

- Der har hun været god til at gå ind og råbe lidt af de andre og skubbe lidt til mig, så jeg synes hun har taget en rolle på landsholdet, som har klædt hende rigtig godt, og den kommer vi helt sikkert til at savne, siger landstræneren.  

Kan misse EM-slutrunden

Der kan vente Maria Fisker en skadespause på op mod et år. Det betyder, at førstevalget på landsholdets venstre fløj formentlig misser EM-slutrunden i Frankrig i december. 

- Det må vi forholde os til, når vi kommer tættere på slutrunden, men det vil selvfølgelig være super surt, men vores verden er også så kynisk engang imellem, at så finder vi på noget andet.

- Man kan sige, at Fie Woller har gjort det kontinuerligt rigtig fint på landsholdet, når hun har fået chancen i stedet for Maria Fisker.  Jeg er ærgerlig, men jeg er ikke sådan bekymret for, at vi ikke skal finde en god alternativ løsning, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Til de kommende to EM-kvalifikationskampe mod Tjekkiet har Klavs Bruun Jørgensen udtaget Fie Woller og Lærke Nolsøe som venstrefløje. Fie Woller har været en fast del af Klavs Bruun Jørgensens landshold ved de seneste to slutrunder, mens Lærke Nolsøe har fem landskampe på CV’et.

Men selvom Falster-fløjen i første omgang er udtaget som Fiskers erstatning, så der stadig andre navne i spil til positionen.  

- Freja Cort har også gjort det rigtig fint, så der er nogle stykker.

- Jeg synes endnu ikke, at de har helt samme niveau som Fisker, men det er spillere, der er på vej, og der er da ingen tvivl om at får de noget mere blod på tanden i form af, at de nu kan se, at der faktisk er en åben plads, jamen så håber jeg, at de kæmper og slås om at komme ind i varmen og maske presse Fie Woller også, siger landstræneren.

Danmark spiller den første af de to kampe mod Tjekkiet på udebane i tjekkiske Plzen onsdag den 21. marts. Opgøret i Danmark spilles lørdag den 24. marts i Ceres Arena, Aarhus.