Håndbold

Mors-Thy slår KIF og holder liv i slutspilsdrøm

Mors-Thys slutspilchancer er stadig i live efter historisk sejr over KIF Kolding København på hjemmebane.

KIF Kolding Københavns håndboldherrer kunne tirsdag booke billet til slutspillet, men det lykkedes ikke. 

På besøg hos Mors-Thy blev det således til et nederlag på 28-31, og dermed forblev gæsterne på 23 point på syvendepladsen i 888 Ligaen med en runde tilbage i grundspillet. 

Nordsjælland Håndbold følger efter med 22 point, og efter sejren nåede Mors-Thy op på 21 point i den tætte kamp om de sidste pladser. 

Mors-Thy skulle vinde opgøret tirsdag for at holde håbet om en plads i slutspillet i live. Det skete, men klubben kan ikke selv afgøre sin skæbne i den sidste runde.

Hjemmeholdets Steffen Nielsen sagde inden kampen, at fokus var på en god defensiv og at løbe en masse kontraer - og det var lige præcis hvad Mors-Thy præsterede.

Særligt i kampens indledning var hjemmeholdets kontraspil et stort problem for KIF Kolding København, der blev presset af hjemmeholdets 5-1-forsvar.

Men når det lykkedes for gæsterne, var det ofte med den tilbagevendte Bo Spellerberg, der havde næstsidste hånd på bolden. 

Spellerberg fordelte bolden generøst til de to fløje og stregen, mens det ikke blev til mange afslutninger fra bagspillerne. 

Det havde Mors-Thy til gengæld godt styr på med særligt Erik Toft, der flere gange bankene bolden ind bag Søren Haagen i KIF-målet. 

Det var billedet på de første 22 minutter. Herefter begyndte Marcus Cleverly, som var kommet på banen fra KIF, at tage fra inde i målet, men offensivt havde gæsterne stadig problemer og gennemgik en scoringstørke på seks minutter. 

En ellers underholdende første halvleg fik dog en ærgerlig afslutning, da KIFs Ólafur Gústavfsson vred om efter at have scoret til 14-14, og senere måtte forlade hallen på en båre.

Efter pausen var Mors-Thy ovenpå stort set hele tiden med et par scoringer. Hjemmeholdet satte tempoet, og gæsterne måtte jagte.

Marcus Cleverly gjorde ellers sit for at holde KIF inde i kampen og snuppede blandt andet to straffekast i træk. Men Marcus Dahlin fra Mors-Thy svarede igen med tre scoringer på stribe.

Derfor fortsatte katten efter musen-legen, men et par offensive fejlscreeninger fra KIF's Morten Bjørnshauge blev dyre og kostede ikke bare mål, men også to udvisninger.

Det gav plads til Erik Toft, der igen svingede hammeren, og med scoringen til 30-28 med halvandet minut tilbage reelt afgjorde kampen.

Men hjemmeholdet jagtede fortsat scoringer i forsøget på at få en bedre indbyrdes målscore. KIF vandt nemlig det første indbyrdes opgør mellem de to med fire, og det kan vise sig at blive afgørende, når slutspilspladserne skal fordeles.

Mors-Thy fik også scoret til 31-28, men mere blev det ikke til.