Håndbold

DHF appellerer igen stor EM-bøde: - Det er komplet uacceptabelt

Dansk Håndbold Forbund har taget bøden til det europæiske håndboldforbunds (EHF) øverste appelinstans.

Semifinalen ved EM i januar spøger stadig.

Ikke på grund af det skuffende nederlag til Sverige, men på grund af bøden på 30.000 kroner, som blev tildelt Mikkel Hansen og DHF.

Ifølge EHF gik danskerne den forkerte vej ud af hallen i pausen, og i den forbindelse beskyldes Mikkel Hansen for at have skubbet en official og råbt 'fuck off'.

EHFs appeldomstol afviste dog DHFs anke, men i en pressemeddelelse fortæller forbundet, at det nu har appelleret sagen til EHFs øverste domstol, EHF Court of Arbitration.

- Det er helt urimeligt at få en bøde på baggrund af beskyldninger, der ikke er bevis for. Den slags retspraksis – eller mangel på samme – er vi simpelthen nødt til at råbe op overfor, siger DHFs sportschef, Morten Henriksen.

- Samtidig er det komplet uacceptabelt, at de anfægter en forseelse, vi ikke var klar over, vi begik. Vi har flere andre landes ord for, at det ikke - som EHF påstår  er blevet sagt på et teknisk møde, hvilken vej vi skulle forlade banen i pausen.

Han understreger samtidig, at Mikkel Hansen fastholder, at han ikke har skubbet nogen, men at han har sagt 'fuck' - dog ikke henvendt til nogen official.

- Det er ord mod ord. Og her bliver påstande fra personalet, der skal sikre en ordentlig afvikling i hallen, altså vægtet højere end Mikkels ord og forklaringerne fra de andre fra det danske landshold, som overværede optrinnet, siger Morten Henriksen.

- Vi vil i sådanne tilfælde selvfølgelig stå 100 procent bag vores spillere. Derfor fastholder vi og appellerer til højeste instans i EHF.