Håndbold

Spellerberg vil have kigget på, hvordan et 'disciplinærudvalg kan agere så forkert'

Bo Spellerbergs karantæne efter udbrud mod dommere blev mandag erklæret ugyldig af Håndboldens Appelinstans.

Den ene uafhængige instans er uenig med den anden i forhold til, hvordan Dansk Håndbold Forbunds (DHF) regler skal læses.

Sådan er konklusionen på Bo Spellerbergs karantænesag, efter han råbte "hvor er I elendige" til dommerne efter kampen mod Skjern den 10. marts. Håndboldens Appelinstans har i hvert fald erklæret Disciplinærinstansens kendelse for ugyldig, hvorfor den nu skal genbehandles af sidstnævnte, der i første omgang tildelte Spellerberg en kamps karantæne.

For det første mener Appelinstansen ikke, at Bo Spellerberg er blevet hørt i sagen. For det andet sår instansen tvivl om, hvorvidt indberetningen fra kampens dommere er faldet en time efter kampen i henhold til DHFs loves paragraf 23 stk. 1.

- Det hele startede jo med en indberetning, der jo er helt fejlagtig. Så lad os håbe, at den bliver droppet helt nu. Og så håber jeg, at man får set på, hvordan man kan have et disciplinærudvalg, der kan agere så forkert, siger Bo Spellerberg til DR.

I begge instanser sidder uvildige jurister og behandler sagerne.

Alle regler får et gennemsyn

Frank Smith, der er turneringsansvarlig i DHF, ser det som en styrke i systemet, at en sag hos den ene instans kan prøves i en anden instans, ligesom det er i et retssamfund, fordi "mange ting afhænger af, hvordan man læser" paragrafferne.

- Jeg skal ikke gøre mig klog på at tolke. Det er derfor, vi har nogle jurister til at tolke vores love og regler, når vi sidder med de sager her. Det er jurister, der sidder i både Disciplinærinstansen og i Appelinstansen. Vi må her konstatere, at jurister det ene sted ikke har været enige med juristerne det andet sted, siger Frank Smith til TV 2 SPORT.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er ikke usædvanligt, at det sker. Faktum er, at når det sker i vores tilfælde, prøver vi altid at se, om der er noget, vi kan samle op og forbedre ved at gøre det på en anden måde. Så vi reflekterer jo over det.

Hvert år i maj bliver alle DHF's regler evalueret af Udvalget for Professionel Håndbold i samarbejde med blandt andre Disciplinærinstansen og andre udvalg.

Derfor var det sådan set givet på forhånd, at paragrafferne, der er omdrejningspunkt i Appelinstansens afgørelse, vil blive gennemgået.

- En sag som denne giver selvfølgelig anledning til, at man sætter sig ned og evaluerer på hele sæsonen. Herunder om der er nogle ting, vi skal have lavet om og lavet bedre i vores love og regler, siger Frank Smith til TV 2 SPORT.

Godt, at Kolding vandt

Bo Spellerberg har allerede afsonet sin karantæne, da KIF Kolding København slog Ribe-Esbjerg i en vital kamp om pladserne i slutspillet.

KIF var undervejs bagud med fire mål, men det endte altså med en sejr - heldigvis, mener TV 2 SPORTs håndboldredaktør Dan Philipsen.

- Alle med hjerte for dansk håndbold må prise sig lykkelig for, at Kolding vandt den kamp uden Bo Spellerberg, for havde Ribe-Esbjerg vundet den kamp, havde Kolding stensikkert kunnet få en ny kamp.

- Det er det, der gør, at det her måske ikke ender i den totale farce.

KIF Kolding København kan selv afgøre sin skæbne på onsdag, når der er sidste spillerunde i herreligaen. Holdet møder Skanderborg og kan med et enkelt point sikre sig en plads i slutspillet.

TV 2 SPORT sender massivt fra sidste spillerunde onsdag fra klokken 20.20.