Håndbold

Medie: Svensk målmand skifter til KIF Kolding København

KIF Kolding København får ifølge Aftonbladet tilgang af den svenske Alingsås-målmand Rickard Frisk til sommer.

Indehaverne af 888ligaens syvendeplads står til at miste første- og andetvalget på målmandsposten. I hvert fald udløber både Søren Haagens og Marcus Cleverlys kontrakter med KIF Kolding København til sommer.

Nu ser det imidlertid ud til, at klubben får nyt svensk blod ind på holdet. Ifølge Aftonbladet har KIF Kolding København sikret sig 25-årige Rickard Frisk, der står på mål for Alingsås i den bedste svenske håndboldliga.

- Jeg må være kedelig og sige ingen kommentarer, siger målmanden selv til Aftonbladet.

- Hvis det bliver sådan, så kommer det ud og bliver officielt før eller siden. Indtil da må jeg forholde mig tavs.

Den 191 centimeter høje svensker har i denne sæson stået 32 kampe med en gennemsnitlig redningsprocent 36, hvilket er femtebedst i Handbollsligaen.

KIF er på den sorte liste

Rickard Frisk spiller i øjeblikket slutspil med Alingsås, hvor han har kontrakt til og med næste sæson. En kontrakt, der angiveligt indeholder en klausul, som altså betyder, at KIF Kolding København har mulighed for at hente ham til sommer.

At Frisk efter eget udsagn 'må forholde sig tavs' skyldes, at den danske klub hverken må forlænge aftalerne med deres nuværende spillere eller skrive under med nye spillere i øjeblikket.

KIF Kolding København er på Dansk Håndbold Forbunds sorte liste, fordi der er et misforhold mellem lønsum og egenkapital i klubben.

Onsdag aften skal KIF Kolding København forsøge at sikre sig en plads blandt de otte bedste i 888ligaens slutspil, når de hjemme tager imod Skanderborg Håndbold. Du kan se kampen på TV 2 PLAY.