Håndbold

Morten Olsen indkaldes til Golden League

Et afbud fra Nikolaj Markussen har fået landstræner Nikolaj Jacobsen til at udtage playmakeren Morten Olsen til Golden League i Norge.

Nikolaj Jacobsens brogede Golden League-trup er blevet ramt af et afbud.

BSV-backen Nikolaj Markussen har meldt fra på grund af lyskeproblemer. I hans fravær er den faste landsholdsspiller Morten Olsen blevet udtaget til det kommende stævne i Norge. Det skriver DHF i en pressemeddelelse. 

Her kommer Danmark til at stille op med en blanding af erfarne og uerfarne landsholdsspillere. Ved udtagelsen af holdet fortalte landstræneren, at formålet med den lidt overraskende trup er, at han både vil spare nogle af de etablerede folk og se potentielle landsholdsspillere an.

- Det er en træningsturnering, hvorfor vi har mulighed for at prøve nogle af de unge af, som måske kan komme mere fast omkring landsholdet i fremtiden. Samtidig har vi også nogle mere rutinerede spillere med fra den danske liga, som vi gerne vil se nærmere på. Det er også vigtigt at vi har mulighed for at spare nogle af de spillere, der slider med kampe i både Champions League og deres respektive ligaer. Derfor fremstår truppen også som en god blanding af noget ungdom og noget rutine, sagde Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse, da truppen blev udtaget.

Ved Golden League, der spilles fra den 5. til den 8. april, skal Danmark møde Frankrig, Island og Norge.

Danmarks trup

Målvogtere: Emil Nielsen, Kevin Møller.

Fløjspillere: Johan Hansen, René Rasmussen, Magnus Landin, Magnus Bramming.

Stregspillere: Anders Zachariassen, Magnus Saugstrup, Alexander Lynggaard.

Bagspillere: Mads Mensah, Rasmus Lauge, Niclas Kirkeløkke, Nikolaj Øris, Frederik Clausen, Jacob Holm, Morten Olsen, Lasse Møller.