Håndbold

Myrhol hyldet inden overraskelsen i Ungarn: - En oplevelse for livet

Bjarte Myrhol har tidligere tørnet ud for ungarske Veszprém, og de gav ham en varm velkomst.

Skjern-spillerne havde grund til at være nervøse, inden de løb på banen i Veszprém Aréna lørdag eftermiddag.

De skulle ikke bare forsøge at forsvare det forspring på syv mål, som de hentede på hjemmebane, men skulle også prøve at lukke larmen fra hjemmeholdets tilskuere ude, som er kendt for at være i blandt de mest berygtede i verden. Vestjyderne tabte lørdag med 29-34 i Ungarn, men de da vandt med syv mål på hjemmebane, er de altså videre med en samlet sejr på to mål.

Bjarte Myrhol spillede en stor rolle i den sejr, og han er glad for, at der var tilskuere fra Skjern, som havde rejst den 1.444 kilometer lange vej, så de kunne dele den oplevelse med ham.

- Det var utroligt at se, at der var nogle, der havde kørt så langt for at se os. Vi er sammen som hold og som by. Sammen med tilskuerne fik vi en oplevelse for livet,og som sportsmand er det sådan en oplevelse her, man drømmer om, siger Bjarte Myrhol til TV 2 SPORT.

Stregspilleren har tidligere tørnet ud for netop Veszprém, og selvom det skete for 13 år siden, kunne de fanatiske tilskuere stadig huske stregspilleren.

- Jeg har været her i fire-fem gange, og jeg har virkelig fået en fantastisk velkomst hver eneste gang. Det er verdens bedste håndboldfans. Håndbolden skal være rigtig glad for, at der er sådan en kulisse her hver kamp. Det er helt ekstremt flot. De er fede, og de ønsker jo bare at se god håndbold.

Årets bedste kamp var i Skjern

Skjern-spillerne imponerede især på hjemmebane, hvor ikke mange havde set, at de ville hente en sejr på syv mål. Myrhol fortæller, at de kæmpede og gik videre som et hold.

- Det er en helt utrolig oplevelse at være med til. Jeg kender ikke dansk håndboldhistorie, men det er virkelig stort, at lille Skjern kan slå mægtige Veszprém ud, siger Bjarte Myrhol.

- Det var et hold, der stod sammen over 120 minutter. Vi leverede jo årets bedste kamp i Skjern, hvor alle ramte dagen. Det var en ekstrem præstation. Og så holdt vi jo hovedet koldt i heksekedlen. 

Skjerns kommende modstander i kvartfinalen er endnu ikke fundet, men det står enten i mellem franske Nantes eller hviderussiske Meshkov Brest.