Landsholdets fysioterapeut er bekymret over Mikkel Hansens skade
Mikkel Hansens ene knæ er meget slidt og gør, at han har svært ved at træne og spille optimalt.
Problemerne med Mikkel Hansens ene knæ er yderst bekymrende.
Den danske håndboldstjerne har mandag og tirsdag været sammen med resten af det danske landshold samlet i Brøndby forud for Golden League-turneringen.
Ikke for at træne. Kun for at blive tjekket af landsholdets fysioterapeut, Anja David Greve, som mener, at udsigterne er alvorlige.
Skal håndbold-Danmark være bekymret for Mikkel Hansens fremtid på landsholdet?
- Det siger næsten sig selv, når jeg tøver sådan, siger Greve efter en lang pause.
- Jeg vil sige et lille ja. Og så har jeg et stort men. At jeg håber og tror på, at jo bedre vi klæder Mikkel på, og jo bedre han bliver til at finde ud af, hvad der er godt for hans knæ belastningsmæssigt, så kan vi også få en Mikkel, der kan træne bedre og spille bedre. Det vil jeg gøre alt for, siger Greve til TV 2 SPORT.
Hun fortæller, at Mikkel Hansen ikke har meget tilbage af sin udvendige menisk. Ligesom der er meget slid på hans brusk på ydersiden af knæet. Det giver komplikationer for en håndboldspiller på så højt plan.
- Det har store konsekvenser på grund af de spring og landinger, som en håndboldspiller har, og fordi de laver mange forskellige, roterende bevægelser. Han kan ikke træne optimalt, og det går ud over hans spil.
Mikkel Hansen er ikke helt selv så bekymret som fysioterapeuten, fordi han har kunnet spille med det i kampe i sin franske klub, PSG. Han erkender dog, at hans knæ ikke er lige så velfungerende som for fem år siden.
- Derfor skal der måske tages nogle forbehold for, hvordan jeg træner. I hvert fald uden for sæsonen, hvor jeg ikke skal løbe for meget på asfalt og så videre. Men det er klart, jo ældre man bliver, jo mere skal man lægge sin træning om, i forhold til hvilke skavanker man har.
- Nu har jeg døjet med knæet i et stykke tid, men der er ingen tvivl om, at det er i bedring, og den tid jeg har haft til at få trænet med både stabiliteten og styrken i knæet har hjulpet, fortæller han.
Bekymret landstræner
Den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, meddelte allerede på førstedagen af træningssamlingen, at han var bekymret over skaden til sin bedste spiller.
- Der er ingen tvivl om, at Mikkel har en knæskade, som vi er nødt til at se alvorligt på. Også i fremtiden. Vi skal se på, hvad Mikkel kan holde til, også i fremtidige slutrunder. Han er en meget, meget vigtig spiller for os.
- Han er her nu, så vi kan give ham noget ekstra opmærksomhed og hjælpe Mikkel og i samarbejde med hans franske klub få styr på knæet, fortæller Nikolaj Jacobsen, der altså lader Mikkel Hansen få en pause fra weekendens landskampe i Golden League.
Der er fokus på Mikkel Hansens skade i KONTRA onsdag klokken 22 på TV 2 SPORT.