Håndbold

Blodvabel sender ligaprofil på sidelinjen

Line Haugsted skulle helt tilbage til slutrunden for at finde sidste håndboldkamp, inden hun i torsdags vendte tilbage for Viborg. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Viborg HK's Line Haugsted måtte onsdag se sit hold vinde fra tribunen, da hun selv sad ude med en såkaldt blodvabel.

Efter flere måneders pause vendte landsholdsspilleren Line Haugsted sidste torsdag tilbage til stor jubel hos hjemmepublikummet, men hun nåede kun at spille to kampe i slutspillet, før hun igen blev sendt på sidelinjen.

Bagspilleren havde fået en vabel, og da man troede, der var tale om en helt almindelig af slagsen, blev der prikket hul på den. Det viste sig dog at være en blodvabel, hvor der er direkte kontakt til blodbanen og dermed øget risiko for infektion.

- Søndag begyndte jeg at få det dårligt med feber, så jeg ringede til vagtlægen, hvor vi siden fandt ud af, at det var en infektion i lymfekirtlerne og et forstadie til blodforgiftning, kunne Haugsted onsdag fortælle TV 2 SPORT.

Skal være færdig med pillerne

Uden landsholdsspillerne formåede Viborg HK alligevel at vinde 36-29 ude over Silkeborg-Voel, mens Haugsted håber, at hun allerede er tilbage på banen i weekenden, når midtjyderne i EHF Cuppen tager imod Kristiansand fra Norge.

Hvornår kan du spille håndbold igen?

- Når jeg bare er færdig med pillerne. Så jeg håber, at jeg er klar om et par dage og til kampen i weekenden. Men nu må vi se, hvordan det går med foden, tilføjede Haugsted.

Inden problemerne med vablen var det smerter i den ene fod, der havde holdt Haugsted fra håndboldbanen siden VM-slutrunden med landsholdet. I torsdags kunne hun så igen træde ind på banen mod FCM.

- Det var super fedt. Jeg havde glædet mig som et lille barn. Fra start af kampen følte jeg mig klar til at komme ind, men jo længere der gik, jo mere nervøs blev jeg, og det kriblede i maven. På en god måde, sagde hun i den forbindelse til Viborgs egen hjemmeside.

Med sejren over Silkeborg-Voel spillede Viborg sig tættere på andenpladsen, der giver adgang til DM-semifinalen. I Gruppe 2 ligger Odense på førstepladsen med syv point, mens Silkeborg-Voel og FC Midtjylland har tre point. Viborg ligger nummer fire med onsdagens to point. Der resterer tre kampe i slutspilsgruppen.

Viborg HK tog en vigtig sejr i kvindernes slutspil over Silkeborg-Voel Video: TV 2 SPORT