Håndbold

Landstræneren glæder sig over Odenses succes

Succesen i Odense Håndbold smitter af på det danske landshold, fordi mange af landsholdsspillerne holder til i den fynsk klub.

For 11. kamp i træk kunne Odense Håndbold gå fra banen uden at tabe.

Onsdag aften gik det ud over FC Midtjylland, hvor den danske landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, havde taget plads på tilskuerrækkerne i IBF Arena.

Her kunne han på tæt hold observere mange af sine formstærke spillere tørne ud for Odense.

- Jeg synes, de klarer sig meget godt. Det er jo positivt for mig - ikke at jeg har nogen favoritter specielt - men når jeg har så mange, der spiller i Odense, så betyder det selvfølgelig noget, at de er godt kørende i øjeblikket. Det smitter af på landsholdet, fortæller han til TV 2 SPORT.

Udover at se sine spillere på banen forsøger han efter kampene at snakke med dem og trænerne.

Vil være mere sammen med spillerne

For Klavs Bruun Jørgensen har adskillige gange efterlyst flere træninger med spillerne. Lige nu er der kun én reel træning, hver gang landsholdet er samlet. Resten af træningssamlingerne går med rejsedage, kampe og restitution.

Derfor var han i begyndelsen af marts til et møde med ligatrænerne om, hvad der kunne ændres. Her fremlagde landstræneren en model for, hvordan der kunne ændres på tingene. Hvor blot én ekstra dag kunne gøre en stor forskel.

Inden dette kan føres ud i livet, må han nøjes med at mødes med spillerne i forbindelse med ligakampene.

- Jeg vil gerne høre dem, hvordan det generelt går. Jeg har dem ikke så meget, så jeg bliver nødt til at holde øje med, hvordan de har det, sagde han under kampen mellem Odense og FC Midtjylland.

Odense slog FC Midtjylland med 27-21 og har nu syv point i slutspillets Gruppe 2. Med blot ét point i de resterende tre kampe kan holdet booke plads i DM-semifinalen.

FC Midtjylland ligger nummer to i gruppen efterfulgt af Silkeborg-Voel og Viborg HK.