Håndbold

Spellerberg på vej til udlandet? Bekræfter dialog med udenlandsk klub

En schweizisk klub har henvendt sig til den 38-årige ex-landsholdsspiller, der har spillet en stor sæson for KIF Kolding København.

Tre uger i spansk håndbold for efterhånden 10 år siden er det eneste udlandseventyr, som Bo Spellerberg har haft i en lang og flot karriere.

Men måske venter der et nyt udlandsophold for den 38-årige tidligere landsholdsspiller. I hvert fald bekræfter KIF Kolding København-stjernen over for TV 2 SPORT, at han er i dialog med en schweizisk klub om et samarbejde fra næste sæson.

- Der har været en henvendelse fra Schweiz, og vi er i dialog. Det er korrekt. Men det er ikke sikkert, at det er noget, der bliver til noget. Vi må se, siger Bo Spellerberg til TV 2 SPORT. 

Han ønsker ikke at sætte navn på klubben, der har henvendt sig.

Spellerberg har været på kontrakt i først KIF Kolding og siden KIF Kolding København siden 2002, og han understreger da også, at han kun vil overveje et udlandseventyr, hvis det passer ind i hans øvrige liv. 

- Det skal være sportsligt udfordrende for mig, og samtidig skal det passe med familien. Jeg kommer ikke til at rejse nogen steder hen for at sidde i bus i to måneder på en sæson, fastslår Spellerberg med henvisning til spillere i fx den tyske bundesliga, der ofte bruger flere dage væk fra familien på at køre til og fra kampe. 

Bo Spellerberg har en datter i skolealderen sammen med Louise Svalastog Spellerberg fra København Håndbold. 

Den tidligere landsholdsspiller er lige nu nummer to på topscorerlisten med 173 mål i denne sæson for KIF Kolding København, som han sidste år forlængede med frem til 2019. 

Han har kun repræsenteret tre klubber i karrieren - FIF, KIF og spanske Teka Cantabria, som han var udlejet til i tre uger i 2008 og var med til at redde fra nedrykning fra den bedste spanske række.