Håndbold

Casper U. stopper i Bundesligaklub

190 mål har Casper U. Mortensen scoret i Bundesligaen i denne sæson.

Efter tre år i Hannover-Burgdorf skal Casper U. Mortensen finde en ny klub.

Denne sæson bliver den sidste for Casper U. Mortensen for Bundesligaklubben Hannover-Burgdorf.

Det fortæller klubben på sin hjemmeside, og fløjspilleren skriver selv om skiftet på sin Instagram-profil.

- Det har været en svær beslutning for mig at forlade denne specielle klub. Jeg har haft tre gode sæsonen med fantastiske holdkammerater, trænere, folk bag holdet, ledelsen og vores fremragende fans. Men nogle giver livet nogle unikke muligheder, som man ikke kan sige nej til. Jeg har fået en af disse, skriver han.

Landsholdsspilleren oplyser ikke selv, hvad denne unikke mulighed er, men TV 2 SPORT har tidligere erfaret, at Barcelona har været interesseret i at hente ham til klubben.

Hannover-Burgdorfs assistenttræner, Iker Romero, fortalte også i sidste uge til tyske Sky Sports, at Casper U. Mortensen skifter til Barcelona.

I denne sæson har det kulmineret for fløjspilleren, da han topper topscorerlisten i Bundesligaen med sine 190 mål. Desuden har han haft stor andel i, at holdet har kvalificeret sig til semifinalen i den tyske pokalturnering, og at holdet har besejret topholdet THW Kiel tre gange.

- Jeg er meget taknemmelig for den støtte, jeg har fået fra holdkammerater, trænere og fans. Tak for alt. Sæsonen er ikke ovre endnu, og jeg vil give alt, jeg har, til sæsonen er slut, så jeg slutter på den bedste måde.

Hannover-Burgdorf oplyser, at den spanske fløjspiller Cristian Ugalde erstatter danskeren på en toårig kontrakt gældende fra sommer.