Trine Nielsen Q&A: Viborgs savn af Haugsted har været rigtig stort

Håndboldekspert Trine Nielsen følger hver uge op på de spørgsmål fra Facebook, der ikke nåede at blive besvaret i studiet.

Det er rigtig mange af jer seere og brugere, der hver uge skriver ind med spørgsmål under kampene i kvindeligaen. Først og fremmest mange tak for dem.

Det er dog ikke dem alle, som vi når at svare på i studiet, og derfor samler jeg hver uge op på de spørgsmål, som vi ikke nåede at komme omkring. Så husk endelig at skrive. Det er som altid på vores Facebook-side TV 2 Håndbold.

Hvis du sidder med et ubesvaret spørgsmål, så kig svarerne fra sidste omgang Q&A, som du finder link til herunder. 

FCM Håndbold vs. Viborg HK den 21. april 2018:

Bjørn Boller Erhardtsen Pedersen: Hvordan kan det være, at skub på ydersiden af backs takseres hårdere, når man brænder, fremfor når man scorer! Altså 2 min. eller ej?

SVAR: Jeg vil ikke give dig helt ret i, at det takseres hårdere, hvis man brænder. Men vi kan godt blive enige om, at linjen omkring skub ikke er helt ens fra kamp til kamp - og svinger endda nogle gange i løbet af den enkelte kamp. Som spiller er det meget frustrerende ikke at vide, hvad man "må" og ikke "må" i en kamp, men samtidig er det jo en vurdering fra dommerne, hvor voldsomt skubbet er - og nu ved jeg jo, at du selv er dommer, så du ved også, hvor svært det er at vurdere, om skubbet berettiger til en 2 minutters udvisning eller ej.

Anne-Mette Farmor Gregersen: Jeg har tit hørt udtrykket: "Hun har fået et skrub” - er det blevet et håndboldudtryk? Og er det et skub/slag, men i mildere grad?

SVAR: Det har jeg aldrig tænkt over. Jeg tror bare, det er et udtryk for noget, der gør nas, men ikke mere ondt, end at man kan fortsætte med at spille.

Mark Valeur: Synes du ikke, at dommerlinjen er for ringe? Hvis man ser kampe i tv, kan jeg finde mange kampe, hvor fløje er overtrådt - er det ikke tegn på, at dommerne er for dårlige?

SVAR: Det er altid nemmere at se tingene på tv, end i det splitsekund dommerne har på banen. Der vil altid forekomme fejl i en kamp - fra alle aktører - og jeg ved, at alle også arbejder hårdt på at lave et minimum af fejl, inklusiv dommerne. Så vi kan ikke rigtig tillade os at sammenligne det, vi ser på tv (og nogle gange 3-4 gange i langsom gengivelse), og så det dommerne skal dømme ud fra.

Inger Dahl: Er Ann Grete Nørgaard ikke efterhånden en minusspiller? Hun brænder for meget og lukker for mange mål ind. Og hun er også langsom i kontraspillet.

SVAR: Det synes jeg faktisk ikke. Jeg synes, Ann Grete Nørgaard har spillet en flot sæson. Vi er enige om, at hun, i sidste møde mellem FCM og VHK, havde en skidt dag på kontoret. Og efter to afbrændere i starten af denne kamp spillede hun sig virkelig flot op - 6 mål på 8 skud i alt - og en meget vigtig aktion defensivt, hvor hun erobrer bolden til sidst. Det, synes jeg, faktisk gør hende til en af banens bedste i dette opgør.

Per Mortensen: Hvordan kan der dømmes straffekast, når det er ens egen holdkammerat, der skubber forsvarsspilleren ind i feltet?

SVAR: Det kan der heller ikke. Jeg ved ikke lige, hvilken situation du tænker på. Men hvis det er den, hvor Ann Grete Nørgaard fremtvinger et straffe ved at springe ind i en forsvarsspiller, der er blevet presset i feltet, så ser jeg det som en helt korrekt dom, da det sker efter lidt af en kædereaktion. Ann Gretes holdkammerat (jeg kan ikke lige huske, hvem det var) bliver skubbet ind i fløjen, der så ender i feltet. Så det hele er startet af en FCM spiller - i min optik.

Wicki Andresen-Johansen: Hvordan ser du Viborg som hold, hvis de ikke får en semifinaleplads?

SVAR: Ikke meget anderledes end hvis de rammer semifinalen. Jeg synes, deres sæson har været svingende, og det har slutspillet også været for deres vedkommende. Der er ingen tvivl om, at savnet af Haugsted har været rigtig stort, og selv om de skulle misse en semifinale, synes jeg faktisk, at deres sæson har været godkendt - om end nederlaget til RHK i sidste spillerunde må gøre virkelig ondt på stoltheden, da de havde en gylden mulighed for at få point med over i slutspillet.

Otto Iversen: Er Bodholdt ikke langt fra landsholdsform efter sine skader?

SVAR: Det synes jeg faktisk ikke. Jeg synes, hun især i starten af kampen var skarp i angrebet, og forsvarsmæssigt virker hun ikke til at være påvirket. Jeg synes stadig, hun er en enormt dygtig spiller, så jeg har faktisk ikke tænkt over, at hun skulle være faldet i niveau pga. skader.