Håndbold

Overblik: 22 priser uddeles ved Dansk Håndbold Award

Der skal uddeles hele 22 priser, når Dansk Håndbold Award løber af stablen den 4. juni. Du kan se med på TV 2 SPORT.

For første gang nogensinde bliver der i år afholdt Dansk Håndbold Award.

Her vil Dansk Håndbold Forbund, Håndbold Spiller Foreningen og Divisionsforeningen hylde håndboldsporten på dansk jord.

Priser til Dansk Håndbold Award

  • Årets Spiller Damer
  • Årets Spiller Herrer
  • Årets Håndbold Forening
  • Årets "Det gode eksempel"
  • Årets Hold HTH GO Ligaen
  • Årets Hold 888ligaen
  • Årets Special Award (Hall of Fame)
  • Årets Mål Damer
  • Årets Mål Herrer
  • Årets Jubelscene
  • Årets Træner
  • Årets Talent Damer
  • Årets Talent Herrer
  • Årets 1. Divisionsspiller Damer
  • Årets 1. Divisionsspiller Herrer
  • Topscorer HTH GO Ligaen
  • Topscorer 888ligaen 
  • Årets Landsholdsspiller Damer
  • Årets Landsholdsspiller Herrer
  • Årets Leder
  • DHFs Ærestegn
  • Antibulli-prisen

Awardshowet vil både huse professionelle håndboldspillere og ildsjæle ude i klubberne, som dyrker håndbold på et lavere niveau. 

Tanken bag showet er nemlig at fokusere på dansk håndbold, både med elite- og breddeperspektiv. 

- Der har ikke været mange udfordringer i samarbejdet omkring at få denne event op at stå, for vi er alle enige om, det er naturligt, at vi slutter håndboldåret af med en fest for alle spillets parter, siger direktør i Håndbold Spiller Foreningen, Michael Sahl Hansen, i en pressemeddelelse.

- Det har på vores rejse rundt til blandt andet klubber, spillere og TV 2 været utrolig nemt at få opbakning til projektet, hvilket bekræfter os i, at tiden er inde til Dansk Håndbold Award.

Der skal fordeles 22 priser til showet, blandt andet årets talent på herre- og kvindesiden, årets landsholdsspiller og årets håndboldforening. Der skal desuden optages et medlem i håndboldens Hall of Fame. Alle priserne kan ses i faktaboksen øverst i artiklen.

Også Antibulli, der er et samarbejde mellem Mary Fonden og MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning, uddeler en pris til showet. Antibulli-prisen gives til en klub med et godt fællesskab i børnehåndbold.  

TV 2 SPORT deltager i arrangementet og sender direkte, når de 22 priser uddeles. Du kan se med den 4. juni på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.