Håndbold

Holdkammerater hylder Rikke Poulsen efter brandkamp

Rikke Poulsen spillede en stor kamp mod København i den første DM-semifinale og blev efterfølgende rost til skyerne af sit hold.

Den tidligere landsholdsspiller Rikke Poulsen stjal billedet, da Viborg overraskende besejrede København i DM-semifinalen med 24-18 på udebane.

Poulsen stod med en redningsprocent på imponerende 50 procent, og hun havde stor andel i, at Viborg holdt københavnerne nede på kun 18 mål.

Efter opgøret høstede Viborg-målmanden stor ros fra sine holdkammerater.

- Hun har en kæmpe stjerne i min bog efter kampen i dag. Hun er fantastisk at stå foran. 18 mål, det er fandeme flot, sagde holdkammerat Stine Bodholt til TV 2 SPORT, der blev bakket op af Ann Grete Nørgaard.

- Rikke står helt fantastisk, og hun er en stor del af sejren i dag.

Det var første gang i denne sæson, Viborg besejrede København Håndbold, og ifølge Viborg-træner Allan Heine havde Rikke Poulsen stor andel i, at Viborg ikke gik ned.

- Vi har en Rikke Poulsen i målet, der når vi andre sejler lidt rundt, lukker ned, fortæller cheftræner Allan Heine. 

Undertippede Viborg virker nu til at have vendt favoritværdigheden, og de kan med et enkelt point i returopgøret tirsdag sikre finalepladsen.

Rikke Poulsen strålede under og efter kampen, og det var en utrolig glad Viborg-målvogter, der nu er et skridt nærmere DM-finalen.

- Det er så pisse sejt. Vi står sammen og kæmper hele vejen igennem. Det var i hvert fald den helt rigtige dag, vi begyndte på semifinalerne. Det er så fedt, lød det fra Rikke Poulsen.

Den 32-årige keeper var i sidste sæson ude grundet barsel, og det begynder at ligne, at hun for alvor er tilbage efter graviditeten.

Returkampen spilles kl. 18:30 i Viborg på tirsdag.