Håndbold

Divisionsklub var rykket ned - men HCM's konkurs sikrer dem overlevelse

Stoholm spiller også i landets næstbedste række næste sæson.

Den jyske 1. divisionsklub Stoholm IF er sikret endnu en sæson i 1. division. Men det var andre klubber, der spillede overlevelseskampene for dem.

Stoholm var rykket ned i 2. division. Men grundet konkursbegæringen af HC Midtjylland og nogle kvalifikationskampe, andre klubber spillede for dem, er Stoholm også at finde i 1. division næste sæson.

- Det er en kæmpe forløsning. Vi var egentlig i gang med at forberede os på en sæson i 2. division. Men nu skal vi alligevel spille i 1. division. Det er en stor lettelse, siger Stoholms sportschef, Carsten Andersen, til TV 2 SPORT.

Den store årsag til det er, at håndboldklubben HC Midtjylland 23. april blev begæret konkurs. Det betød, at klubben skulle tvangsnedrykkes til 2. division. Dermed blev der en plads ledig i 1. division.

Stoholm fik i denne sæson 13 point i landets næstbedste række. Det resulterede i en 13. plads, som betød nedrykning. Men pludselig fik Stoholm en livline, hvor de kunne sikre endnu en sæson i på næsthøjeste niveau.

Men Stoholm kunne bare ikke selv spille overlevelseskampene. Det skulle HØJ og Frederikshavn.

Da nyheden omkring HC Midtjyllands konkurs kom, besluttede Dansk Håndbold Forbund, DHF, at HØJ ikke kunne rykke ned. Derfor rykkede pladsen en enkelt gang ned, og det var nu Stoholm, der ud af det blå kunne få endnu en sæson i 1. division.

- Det var så forkert, at vi ikke måtte spille for vores egen overlevelse. Med lidt almindelig sund fornuft havde man sagt, at HØJ kunne gå på ferie, og vi skulle spille de kampe.

Men sådan gik det ikke. DHF ville nemlig ikke lade Stoholm spille de kampe for deres egen overlevelse. Derfor skulle HØJ spille de kampe uden at have noget på spil.

- Det er skidt for både håndbolden og DHF, at man har sådan nogle regler, der er lidt flyvende, siger Carsten Andersen.

Heldigvis for Stoholm tog hverken HØJ eller Frederikshavn let på kampene. De vandt nemlig begge komfortabelt i deres playoff-kampe. Og dermed kunne HØJ og Frederikshavn sikre Stoholm endnu en sæson i landets næstbedste række.

Sportschefen fra Stoholm var til HØJs sidste kamp, og det var rosende ord, han sendte Ølstykke-klubbens vej.

- Det er fantastisk, at de spiller for fuld tryk. De kunne egentlig være ligeglade med de her kampe, da de var sikret overlevelse. Så at de alligevel spiller igennem viser fairplay.

Desværre for Stoholm bliver næste sæson endnu sværere. Flere spillere besluttede nemlig, efter nedrykningen først var en realitet, at søge mod nye klubber.

- Vi har mistet 4-5 spillere, der allerede har aftaler med andre klubber fra sæson. Derfor bliver det nu meget svært at samle et hold, der kan overleve i 1. division. Så fra på mandag skal jeg have ringet en del rundt, slutter Carsten Andersen.