Gravholt udpeger Esbjergs problem: - Vi fik ondt af os selv

Mette Gravholt var ikke tilfreds med holdets indstilling i semifinalenederlaget til Odense Håndbold tirsdag aften.

Indstillingen var i vejen efter pausen, da Team Esbjerg tabte med 21-24 til Odense Håndbold.

Det mener i hvert fald profilen Mette Gravholt.

- Vi får en rigtig dårlig start, og så får vi som hold faktisk lidt ondt af os selv og synes, at det hele er lidt hårdt, og at dommerne ikke dømmer det, som vi mener, at de skal, siger Esbjerg-stregen til TV 2 SPORT.

- Jeg synes faktisk lidt, at det er det, der er problemet i anden halvleg, lyder det fra Gravholt.

Esbjerg-holdet kunne have sikret sig en billet til DM-finalen med bare et enkelt point mod storsatsende Odense.

Men vestjyderne satte en pauseføring på 13-11 over styr efter fire fynske scoringer fra begyndelsen af anden halvleg. Nederlaget sender de to klubber ud i en tredje og afgørende semifinale, og her kræver Gravholt en bedre attitude.

- Som hold kan vi ikke rigtig komme over det der med at have ondt af os selv, og det vinder man ikke håndboldkampe på, så det skal vi straks have lagt på hylden, siger den forhenværende landsholdsspiller.

Også Esbjerg-træner Jesper Jensen bad spillerne om at ”stoppe med undskyldningerne” i en timeout med små 10 minutter tilbage.

Men det hjalp ikke på tremåls-nederlaget, der betyder, at de to finaleaspiranter mødes igen på lørdag.

Mette Gravholt kræver bedre indstilling i sidste semifinale.

Den tredje og afgørende DM-semifinale spilles lørdag den 12. maj i Odense.