Er Odense mere købeklub end de andre?
KOMMENTAR: "Odense har bare købt sig til titlen, hvis de vinder den."
Der går rent faktisk mennesker rundt i Håndbold-Danmark med denne holdning.
Her – på dagen for den første DM-finale mellem de to klubber – burde jeg som håndboldfreak være i en tilstand af eufori. Den er skam derinde, men tillad mig lige at lukke lidt op for frustrationens ventil før jeg kommer til min begejstring over denne gigantiske finaleparring mellem København og Odense Håndbold.
Det provokerer mig, at jeg igen og igen møder folk, der ikke er klar til at anerkende Odense, hvis klubben ender med mesterskabet.
”Købeklub”, bliver den kaldt i mange håndboldkredse. Øhh, har København ikke også købt deres spillere? Og Viborg? Og Team Esbjerg? Og Randers?
Vi taler jo om en professionel sport, så langt størstedelen af spillerne er jo købt/hentet til. Jovist, udruges der talenter i flere af klubberne, men stammen på ligaholdene er da hentet udefra. Købt og betalt. Ligesom Stine Jørgensen, Mie Højlund og Mette Tranborg er i Odense.
Det handler formentlig bare om, at de største her i landet helst ikke må vinde. Det er nok ikke en holdning, der dør med denne klumme.
Min pointe med ovenstående pip er, at de to klubber slet ikke er så langt fra hinanden sportsligt, som de fleste sikkert tror. Jeg ser også Odense som favoritter, men på ingen måde som storfavoritter.
Ja, Jan Pytlick råder over en stærkere trup. Han har spillere, der formår at spille på et højere niveau end københavnerne. Bænken er bredere og stærkere, og erfaringen større i Odense-truppen.
MEN…når jeg skriver ”erfaring”, så mener jeg erfaring fra spiller til spiller. Trine Østergaard, Stine Jørgensen og Kamilla Kristensen har prøvet mere end Mai Kragballe, Johanna Bundsen og Jenny Ahlm. Men ikke som hold.
Odense-spillerne har aldrig stået sammen i en finale. Det har København. For et år siden mod NFH Nykøbing. Det taler til københavnernes fordel.
Jeg har prøvet det tre gange. At stå i en DM-finale, der bare har sit helt, helt eget liv. Glem de tætte slutspilskampe og presset i semifinalerne. Når man vågner om morgenen på en finaledag, så har maven altså besøg af en anden art af sommerfugle-familien.
Odense-spillerne aner ikke, hvordan sidemanden reagerer i dag og i returkampen på tirsdag. Kan Stine Jørgensen være tryg ved, at Freja Cohrt, der efter årsskiftet virkelig har fundet storspillet frem, ikke pludselig ryster som et espeløv – skræmt af opgavens størrelse? Ved Katrine Heindahl at Nadia Offendals vidunderlige blik for stregspillet ikke sløres af rystende hænder?
De aner det ikke. Men i København Håndbold ved de det. Fordi de har stået der før. En del af dem som stammen på sidste års finalehold og den nuværende forsamling i pokalfinalen mellem jul og nytår.
Og vi så jo reaktionen fra Odense-spillerne, da det store pres kom i den første semifinale mod Team Esbjerg. De virkede lammede. Samtidig skal Pytlicks udvalgte agere i en klub og en hverdag, hvor forventningerne til dem er markant anderledes i København. Man drømmer om guld, men det forventes ikke i hovedstaden. Til gengæld kræves det nærmest af holdet fra Fyn.
Alle disse mentale aspekter kan meget vel udligne den spillemæssige forskel, som der på papiret er mellem finaleholdene.
Lad os måle på de to holds vigtigste spillere. Mia Rej har indlysende været nøglen til det meste for København, mens de fleste nok peger på Stine Jørgensen som Odenses frontfigur.
Tillad mig at udråbe Katrine Heindahl til en af de vigtigere spillere. Odense ville falde betragteligt i niveau, hvis man pillede Heindahl ud. Jeg er vildt begejstret for hendes udvikling. Ingen i den danske liga matcher hende fysisk. Samtidig er hun blevet klogere og mere scoringssikker. Og kig så lige ind i de der vidunderlige, morderiske Heindahl-øjne, når hun spiller håndbold. De kommer helt sikkert til at lyne i DM-finalerne.
Heindahl er på toppen lige nu, imens Mia Rej fylder en anelse mindre end normalt for København Håndbold. Hun scorer ikke så meget som tidligere på sæsonen, men det er faktisk et sundhedstegn for københavnerne. Det skyldes nemlig, at spillere som Anne Cecilie de La Cour, Jenny Ahlm og Kelly Dulfer er begyndt at skyde mere – og bedre.
Når jeg vejer og vurdere fordele og ulemper ved de to hold, så tipper den faktisk kun en anelse i retning af Odense som favorit. Jeg minder også lige om, at København som vinder af grundspillet har to hjemmekampe, hvis finaleserien skal afgøres i tre kampe. Altså SKAL Odense kunne vinde på Frederiksberg. Og det er alt andet end nemt.