Håndbold

Sportsdirektør om Line Jørgensen-skifte: - Vi ses i retten

Nicolae Luca, sportsdirektør i CSM Bucuresti, truer med at tage sagen med i retten. Men det har Line Jørgensen allerede gjort. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Team Esbjerg har præsenteret Line Jørgensen som ny spiller, men striden med hendes rumænske klub er ikke lagt i graven.

- Jeg har godt set Esbjergs udmelding her til morgen, og min eneste kommentar er, at vi ses i retten. Der er ikke aftalt nogen transfer, så vi tager den her sag til de rumænske domstole og til EHF Court (retten i det europæiske håndboldforbund, red.). Så må de afgøre, hvem der har ret.

Sådan siger sportsdirektør i CSM Bucuresti, Nicolae Luca, til TV 2 SPORT, efter Team Esbjerg lørdag morgen præsenterede Line Jørgensen som ny spiller i klubben.

Den kontante udmelding slår på ingen måde Line Jørgensens agent ud.

- Vi har allerede taget sagen i retten, så det kan han roligt gøre, fortæller Frank Henriksen til TV 2 SPORT. 

Striden handler om en option i Line Jørgensens kontrakt med CSM Bucuresti, som landsholdspilleren har kunnet indløse indtil den 28. februar, hvormed hun ville blive løst fra sin kontrakt henover sommeren. 

Den rumænske klub har imidlertid krævet en transfersum, før de ville lade handlen gå igennem, men ifølge Frank Henriksen har Line Jørgensen og Team Esbjerg retten på sin side. 

Det er vel det, man kalder Østeuropa, når det er værst

Frank Henriksen, Line Jørgensens agent

- Der står ikke et ord om nogen som helst transfer, for der er en option i hendes kontrakt, og det er den, vi har brugt, siger han og uddyber: 

- Hun har kunnet opsige sin kontrakt inden den 28. februar, og det gjorde hun skriftligt den 5.  februar.

'Vi har undret os i flere måneder'

Siden da har det været rent tovtrækkeri mellem Line Jørgensen og hendes rumænske klub, CSM Bucuresti. Få dage efter Line Jørgensen indgav sin opsigelse, udtalte sportsdirektør Nicolae Luca følgende overfor TV 2 SPORT:

- Hvis Esbjerg eller andre vil have hende, eller hun vil ud af kontrakten, skal jeg have 500.000 euro eller sådan noget (over tre millioner kroner, red.). Jeg kan ikke finde andre højre backs nu til næste sæson. 

Den argumentation kender landsholdsspillerens agent kun alt for godt.

- De mente, at vi skulle have været ude tidligere, så de kunne finde en anden spiller. Men vi var ude en måned inden. Vi kunne have ventet til den 28. februar, men kommer allerede den 5., fastslår Frank Henriksen og uddyber: 

- Vi har undret os i flere måneder nu. Vi har skrevet til dem, at vi ville gøre brug af optionen, og det har han ikke været enig i. Siden har sagen kørt, og vi har haft nogle advokater på, der siger, at vi har ret, men han vil stadig ikke acceptere det. Derfor har vi indgivet sagen til en rumænsk advokat, der kører den for os.

Har du nogensinde oplevet noget lignende?

Nej, det har jeg ikke. Det er vel det, man kalder Østeuropa, når det er værst.  

Spiller Line Jørgensen i Team Esbjerg i næste sæson?

Ja, det vil jeg kraftigt tro, at hun gør. Jeg kan ikke se, hvorfor hun ikke skulle gøre det.