Svalastog blev ked af det, men kunne heller ikke lade være med at grine lidt

Efter 32 år i håndbold siger Louise Svalastog stop. Selvom der har været svære perioder, har hun elsket hvert minut.

Hun har vundet en DM-titel, fire sølvmedaljer, tre bronzemedaljer og tre pokaltitler, men nu er det slut for Louise Svalastog.

- Jeg har elsket hvert minut, altid vidst, at der var konsekvenser og altid været villig til at tage de risici, det bar med sig, siger hun til TV 2 SPORT.

Det er skader, der i sidste ende spænder ben for København Håndbolds stregspiller, der spillede sin sidste kamp som professionel håndboldspiller mod Viborg HK den 8. maj.

Her måtte hun undervejs forlade banen med en skade, som fredag blev fastslået som en korsbåndsskade, og det er den, der har fået 35-årige Svalastog til at skrinlægge sin karriere.

- Jeg blev helt ked af det, men jeg kunne egentlig heller ikke lade være med at grine lidt. Jeg har spillet håndbold i 32 år, og så får jeg min første korsbåndsskade 14 dage før, jeg højst sandsynligt var færdig. Det er sgu lidt tragikomisk, fortæller hun.

Du mister noget af din personlighed og kan ikke holde ud at være sammen med andre mennesker

Louise Svalastog, håndboldspiller

Skaden betyder, at Svalastog ikke er med, når hendes klub spiller DM-finaler mod Odense Håndbold.

- Det er mærkeligt. De sidste år af ens karriere begynder man at tænke over, hvordan man gerne vil stoppe, og jeg har altid drømt om at slutte med en guldmedalje. Jeg har prøvet for mange trælse ting til at vide, at livet ikke altid er sådan. Jeg synes, min karriere har været fantastisk, og jeg er sådan en, der kunne blive ved, til jeg fylder 80 år, for jeg elsker det.

En trist slutning

Selvom Louise Svalastog efterhånden har nået en fremskreden alder for en håndboldspiller, havde hun gerne fortsat som professionel.

- Det er en trist måde at slutte på, men det er også bare et spil, hvor alt kan ske. De allerflestes karriere ender smukt og godt. Det gør det så ikke her, men jeg synes alligevel, at Louise Svalastog er privilegeret. Hun har oplevet umådeligt meget i sin håndboldkarriere, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Og der er ingen tvivl om, at stregspillerens stop er et stort tab for hendes klub.

- Hun har haft stor betydning. En ting er alt det, der foregår inde på banen, men også det spil, der foregår udenfor. Svalastog er en type, som er god i forhold til sponsorer og medier, og det spil betyder rigtig meget i en klub og især i en ny klub som København. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de ord, der er sat på hende, om at hun er kulturbærer i en relativt ung klub har stor betydning. Det er trist, at hun skal slutte på den her måde, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen.

På landsholdet nåede Louise Svalastog 75 optrædener, men i de senere år det været noget helt andet, der har sine spor hos hende.

- Jeg har genfundet Louise

Sidste år pådrog hun sig en slem hjernerystelse, der betød otte måneders pause fra håndbolden. En periode, der ændrede Louise Svalastogs liv.

- Når man først har været igennem en hovedskade, hvor man ikke kunne tage vare på sin datter, så tror jeg, du sætter rigtig mange ting i relief, og man bliver ekstremt taknemmelig. Jeg er ikke 100 procent mig selv, men jeg har genfundet Louise.

- Jeg gik tilbage på banen, og der var mange, der sagde, at det var alt for risikabelt, og ja, det var det. Men det var også med til at helbrede mig igen, med til at jeg stille og roligt har fundet mig selv og den ærgerrighed, vildskab og lyst, jeg har til tingene. Håndbolden er en rigtig stor del af mig og har været det, siden jeg var tre år. At slutte af med ikke at turde gå på banen havde bare været så forkert, for jeg har aldrig ladet mig styre af min frygt, fastslår Svalastog.

På et tidspunkt var hun så hårdt ramt, at hun end ikke magtede at bruge tid med sin datter.

- Det har været en hård omgang, og det er ikke ligesom andre skader. Du mister noget af din personlighed og kan ikke holde ud at være sammen med andre mennesker - selv dit eget barn, som du elsker overalt på jorden. Det er så voldsom en skade, der er så svær at beskrive, medmindre man selv har prøvet det, siger Louise Svalastog.

I dag er hun kommet ovenpå igen, og selvom hun fornylig pådrog sig en ny skade, ser hun optimistisk på fremtiden.

- Jeg er egentlig ret afklaret. Jeg sætter altid tingene i relief, og med det jeg har været igennem med mit hoved, så er det trods alt kun en korsbåndsskade. Det skal jeg nok klare.

Louise Svalastogs klub, København Håndbold, vandt den første DM-finale mod Odense Håndbold med 28-25. Anden finalekamp spilles i Odense på tirsdag.