Håndbold

- Vi skulle dele øretæver ud, så det gjorde ondt, siger Odense-profil

Odense besejrede København 29-22 i den anden DM-finale, og det skyldes især en velsmurt defensiv, mener Odense-lejren.

DM-guldet skal finde en ny ejer i år, da hverken København eller Odense tidligere har vundet.

Og kampen om det ædleste metal skal ud i et tredje og afgørende finaleopgør. Det står klart, efter begge hold har vundet en kamp – senest Odense, der tirsdag aften sendte København hjem med et nederlag på 29-22.

Og ifølge Odenses streg-profil Kamilla Kristensen var det især defensiven, der blev kampafgørende for de orangeblusede.

- Vi havde aftalt, at allesammen skulle have hug. Med alle de tricks, vi kunne bruge, vidste vi bare, at vi skulle dele så mange øretæver ud, så det gjorde helt ondt, siger Kamilla Kristensen til TV 2 SPORT efter kampen

- Vi vidste jo også, at vi havde svært ved at score mål sidste gang. Så man kan sige, at vores mål var, at hvis vi kun kunne score 21 mål, så måtte de kun score 20 mål. Så vi skulle være gode i forsvaret. Jeg tror på, at vi mere eller mindre kan vinde alle kampe, hvis vi bare dækker godt op.

Efter de første 30 minutter var Odense foran 13-12, men efter pausen fik hjemmeholdet for alvor fat i defensiven. Her holdt de københavnerne nede på 10 mål, og derfor kunne Odense juble over en sejr på 29-22.

- Jeg synes, der var en vild tænding i forsvaret, og der var rigtig meget attitude og vildskab i 60 minutter, så det var sjovt, siger Kathrine Heindahl.

I den første finalekamp vandt København 28-25 og kunne derfor nøjes med et uafgjort resultat i tirsdagens anden finalekamp.

Men her kunne København ikke leve op til den første finalesejr.

- Vi løftede vores spil på alle parametre, synes jeg. Forsvarsmæssigt, kontramæssigt og angrebsmæssigt spillede vi klart bedre end i den første kamp. Vi ved også godt, at der sikkert skal lægges mere på for at kunne slå København derinde (på Frederiksberg, red.), siger Odense-træner Jan Pytlick.

Den tredje og afgørende finalekamp bliver spillet søndag den 27. maj klokken 16.10, og du kan følge kampen på TV 2 og TV 2 PLAY.