Håndbold

Dansk topdommer får lov til at fortsætte: - Jeg er ekstremt motiveret

Per Olesen passede fløjten i den anden DM-finale mellem BSV og Skjern. Screendump

Per Olesen måtte modvilligt lade sig håndboldpensionere efter den netop overståede sæson, men nu har han fået dispensation fra aldersgrænsen.

Et ønske er gået i opfyldelse for Per Olesen. Elitedommerudvalget i Dansk Håndbold Forbund (DHF) har givet den 49-årige håndbolddommer lov til fortsat at passe fløjten i de danske håndboldligaer.

- Det er jeg selvfølgelig glad for, siger Per Olesen til TV 2 SPORT på dagen, hvor DHF har meldt den kommende sæsons dommertrup ud for landets ligaer og 1. divisioner.

- Jeg er ekstremt motiveret. Jeg glæder mig til at dømme, og det gør man kun, hvis man præsterer. Jeg bruger meget tid og energi på at evaluere egne kampe og også se andre kampe og bestå de tests, jeg skal.

Per Olesen fylder 50 år den 21. juli, og derfor stod han til at falde for aldersgrænsen i dansk og international håndbold på 50 år.

Reglementet har tidligere mødt stor kritik i dansk håndbold.

- Uanset om man hedder Per, Poul, Hans eller Birgitte, skal man fortsætte, hvis man er blandt de bedste. Hvorfor pokker skal alder have en indflydelse? Det er noget af det mest tåbelige, jeg har hørt om. Det er ikke bare latterligt, det er diskriminerende. Uanset hvilken leder, træner eller spiller, man taler med i håndboldlandskabet, får man samme svar: Det er fuldstændig håbløst, har Aalborg Håndbold-direktør Jan Larsen udtalt til Jyllands-Posten.

Med dispensationen tager Per Olesen og makker Claus Gramm Pedersen et år mere i dansk tophåndbold, men stopper med at fløjte internationale kampe.

Per Olesen dømte blandt andet årets anden DM-finale mellem BSV og Skjern samt EHF Cup-finalen mellem Saint-Raphael Var Handball og Füchse Berlin. I 2009 dømte han herrernes VM-finale med sin tidligere makker Lars Ejby Pedersen.