Så simpelt kan det udtrykkes, når indholdet drejer sig om den 38-årige virtuos med efternavnet Spellerberg.

I over 1000 klub- og landskampe har fænomenet Bo Spellerberg været kampafgørende. Selv fænomener har dårlige dage, og det har Kolding-kongen selvfølgelig også haft. De har dog været få, og jeg tøver ikke med slå fast, at ingen spiller i dansk herreligahåndbolds historie har haft så stor indflydelse på tingenes tilstand som denne Hr. Spellerberg.

I tidernes morgen, da jeg trænede på Sydøstfyn, ringede jeg til fænomenet og tilbød ham muligheden for at spille i gult.

KIF uden Spellerberg er som tonic uden gin

Bent Nyegaard, håndboldekspert

Spellerberg sagde tak for opkaldet samtidig med, at han konstaterede: ”Vi skal ikke samle de bedste i én klub, så jeg glæder mig til at konkurrere med jer i de kommende år.”

Jeg tog det som et nej tak, og jeg skal da love for, at vi fik konkurreret, så det var en fryd.

Når Spellerberg-euforien er så i øjenfaldende – han er om nogen, manden de fleste elsker at hade i samtlige danske håndboldhaller på nær dén med postnummeret 6000 – er det fordi, mange alligevel ikke kan stå for en personlighed på hans niveau i en tid, hvor håndbolden skriger efter netop kant, klasse og personality.

Én ting er evnen til at beherske spillet i dets mange facetter, men her får håndbold-Danmark hele pakken: Evnen til at kommunikere. Den ædruelige analyse. Respekten for modstanderen. Sportsmanship på højniveau er stadig en eftertragtet vare.

Med årene er han blevet klogere. Som de kloge bliver.

Spellerberg havde en periode, hvor han måtte yde ekstra stor hjælp til kampens dommere, fordi det var helt umuligt at finde ud af, om han havde mistet sin halve krop, den hele, om hovedet stadig sad fast på den øverste del af halsen, eller om der sågar var sket værre.

Jeg indrømmer: Perioden for mangel på kropsbeherskelse var lang, men jeg konstaterer samtidig, at – med alderen og klogskaben – har ikonet simpelthen fået bedre styr på sin krop og dens bevægelser, når temperamentet kogte.

At være fan er måske lige at overdrive det, men jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg altid har været pro Bo.

Han har de sjældne evner – som de dygtigste er fælles om – altid at vide, hvor bolden gør mest gavn, og nok så vigtigt: At få den derhen! Det har gjort ham til verdens mest assisterende spiller.

Som et notabene godtgør jeg lige, at det er min helt private statistik, der ligger til grund for ovennævnte!

Jeg skal lige have én ting mere med om dette at være bedst.

Når de bedste er bedst, udfører de deres magi med netop den lethed, der gør det både frydefuldt og mageløst at iagttage.

En sådan troldmand er Bo Spellerberg.  

Bo Spellerberg fik tidligt smag for metaller. Tilbage i 1999 fik han det flotteste af alle metaller hængt om halsen, da han med det danske U-landshold vandt VM i Qatar.

Siden har hans hals omfavnet et hav af udmærkelser, og det er selvfølgelig det synlige tegn på storhed.

Den kommende St. Gallenspiller har pudsigt nok kun i ganske få tilfælde – hvem husker ikke EM-semifinalen mod Tyskland i 2008 og VM-finalen mod Frankrig i 2011 - haft den afgørende rolle på det danske herrelandshold. Nu er det svært at bebrejde Ulrik Wilbek – der jo vandt det meste – at han ikke tildelte Spellerberg mere landsholdstid.

Jeg holder fast i min tese, som jeg har skrevet stolpe op og stolpe ned om, gennem årene. Wilbek, Danmark og Spellerberg ville have været ”even better off” med flere spilleminutter til Kolding-spilleren.

Måske var det netop på landsholdet, Spellerberg var allerbedst. Her evnede han nemlig det, som er allersværest:

At udøve sin kunst på minimal tid. Kastet ud og ind, var han som oftest en plus-plus-spiller.

I sit efterår sætter han endnu en rekord.

Hvor mange er det lige, der starter et udlandseventyr som 38-årig. Jeg har ikke hørt om det før.

Specielt bliver det, når 888 Ligaen igen drøner derudaf. KIF uden Spellerberg er som tonic uden gin.

Der er blot tilbage at ønske god vind og sige tak for alle oplevelserne og nok en gang konstatere, at:

Bo er bare bedst.