Håndbold

- Nu har jeg endelig fundet en træner, der forstår mig, siger Spellerberg om sig selv

Bo Spellerberg er glad for endelig at møde forståelse fra en cheftræner i sin nye klub, schweiziske TSV St. Otmar Handball.

Det var egentlig i rollen som spiller, Bo Spellerberg blev hentet af schweiziske TSV St. Otmar Handball.

Men da klubbens cheftræner Vedran Banic blev fritstillet i juli, kunne den 39-årige playmaker føje endnu en titel til jobbeskrivelsen. 

- Det er ikke sådan, at jeg har haft en plan om, at jeg skulle være spillende træner. Det er allerhøjest noget, jeg har sagt som en joke til mine venner, at jeg altid kunne slutte af med noget i den stil, siger Bo Spellerberg til TV 2 SPORT.

- Efter min første samtale med klubben vendte sportschefen hurtigt tilbage og spurgte, om jeg tænkte i de tanker. Jeg har spillet under forskellige trænere i min karriere, og der har jeg gjort mig nogle overvejelser om, hvordan jeg selv ville gøre tingene. Nu, hvor jeg alligevel skulle på udlandseventyr, kunne jeg lige så godt prøve det af.

Tosidet fokus

Med dobbeltrollen følger uundgåeligt udfordringer, når kampene skal spilles, men det bekymrer ikke Spellerberg.

- Jeg kommer ikke til at være chef på bænken. Det bliver min assistenttræner, der skal styre det, og så har vi selvfølgelig en løbende dialog. Det er heller ikke planen, at jeg skal dække særligt meget op, så der kommer til at være perioder, hvor vi kan snakke. Jeg tænker, at jeg sagtens kan have fokus begge steder.

Tværtimod kan det vise sig at blive fordel med flere kasketter, mener den spillende cheftræner selv. 

- Jeg er en spiller med en vis spillestil, så det er vigtigt for mig, at træneren forstår, at jeg ikke er typen, der sætter den ind ude fra tre-meteren. Jeg skal have lov til at spille mit spil, og derfor skulle jeg alligevel have en samtale om, hvorvidt skiftet havde sin gang på jorden, og om jeg passede ind i klubben, siger Bo Spellerberg, inden han smilende konstaterer:

- Nu har jeg endelig fundet en træner, der forstår mig. Så må vi se, om der kommer noget godt ud af det.

Spellerberg er for første gang spillende cheftræner i den schweiziske liga, når TSV St. Otmar Handball åbner mod Zürich den 2. september.