Dansk stortalent nærmer sig comeback efter hovedskade
Der er fremskridt at spore for Nikolaj Enderleit, som har siddet ude siden siden alvorlige hjernerystelse i 2017.
I over et år har Ribe-Esbjerg haft stortalentet Nikolaj Enderleit på kontrakt.
Men det vestjyske ligahold har fortsat ikke kunne gøre brug af ham på grund af den alvorlige hjernerystelse, som Enderleit pådrog sig under U21-VM sidste sommer.
Nu er der til gengæld gode nyheder for både ham og klubben.
Tirsdag eftermiddag holdt klubben pressemøde, hvor de nye spillere blev præsenteret. Her havde sportschef, Sune Agerschou, et es i ærmet.
Han kunne fortælle, at Enderleit kommer tilbage på håndboldbanen igen. Noget som ifølge JydskeVestkysten blev kvitteret med klapsalver af de fremmødte.
- Jeg er bare så lettet, og jeg glæder mig helt ekstremt til at kunne spille håndbold igen, men det er klart, at det har været en rigtig hård periode for mig, hvor der jo også har været en del tilbagefald, siger Nikolaj Enderleit til Jydskevestkysten.
Intet tidsestimat for comeback
Hjernerystelsen skete under kvartfinalen mod Rusland ved U21-VM. Med fem minutter tilbage af kampen slog han efter en duel sit hoved i gulvet. Slaget var så hårdt, at han straks måtte udgå og blive kørt på hospitalet.
I de efterfølgende dage sov han op til 20 timer i træk i et mørkt rum, fordi han stadig var plaget af hjernerystelsen.
Derefter begyndte en lang mental genoptræning, som i foråret led et knæk.
- Nikolaj har været så uheldig, at han i genoptræningsfasen har slået hovedet flere gange. Ikke noget voldsomt, men nok til, at han har fået en form for tilbagefald. Så lige aktuelt er det gået lidt ned i et hul igen - både fysisk og mentalt. Det gør ondt på ham lige nu, forklarede fysioterapeut Thomas Padkær til TV 2 SPORT i marts.
Der er endnu ikke sat et tidsestimat på for et comeback.
Nikolaj Enderleit har tidligere spillet i KIF Kolding København og Tønder. Han har to år tilbage af sin kontrakt med Ribe-Esbjerg.