Håndbold

Aarhus har fået en væsentlig tilføjelse

TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: Aarhus United

Sidste sæsons placering: 10

Bud på placering: 9

Det hårdt kæmpende mandskab fra smilets by er et af de hold, der ikke har udvidet truppen nævneværdigt. Heine Eriksen bygger videre på størstedelen af den trup, der også tegnede holdet sidste sæson. Den udvikling, holdet var igennem inden sommerferien, tegner til, at Aarhus stille og roligt er på vej i den rigtige retning, og derfor tror jeg, (sammenlagt med det faktum, at der nu er 14 hold i ligaen), at de i denne sæson rykker sig væk fra bunden og placerer sig lige uden for slutspillet.

En væsentlig tilføjelse til truppen er der dog sket, og det er tilgangen af Celine Lundbye Kristiansen, som til kommende sæson skal tage sig af højre back sammen med Birna Berg Haraldsdottir. Selv samme Haraldsdottir, der sidste sæson kæmpede med en knæskade, har for nyligt været under kniven og er blevet opereret i knæet, så Lundbye kommer til at passe backen selv i en længere periode – hvilket gør indkøbet af hende endnu vigtigere. Det bliver spændende, om talentet kan bære ansvaret. Hun spillede flotte kampe for NFH, men har haft en tendens til både at være svingende og ikke tage ansvar nok. Nu er muligheden der i hvert fald på et hold, hvor fordelingen af stjerner på skuldrene er mere lige.

Jeg tror, at Aarhus kommer til at ligge og kæmpe om 9.- og 10.-pladsen med TTH, men jeg tror, at det kommer Aarhus til gode, at de ikke skal spille et helt nyt hold sammen, men blot kan bygge videre på deres fine første sæson i klubbens historie.

Som supplement til bagkæden er også kommet Helena Elver, som i sidste sæson slog sine folder i 1. divisionsklubben Gudme HK.

Træner Heine Eriksen har i en artikel kaldt hende et af de absolut største talenter i ungdomshåndbold, så det bliver spændende at følge den unge spillers indtræden på den store scene. Heldigvis for hende og Aarhus træder hun ind i en bagkæde, der er bred og med spillere, der kan dække ind på flere pladser, hvilket gør, at hendes indtræden kan ske helt uden pres i den kommende sæson.

Jeg håber, holdet formår at bygge en smule mere stabilitet på til den kommende sæson, for ligesom sidste sæson skal de nok komme til at drille nogle af de store. Viborg har helt sikkert ikke glemt nederlaget i Santander Cup, der kostede dem en Final 4-plads.

Sidst men ikke mindst håber jeg, at man formår at tilpasse kalenderen, så alle holdets kampe kan spilles i den gamle stadionhal (som også er førstevalget som hjemmebane). Holdet kan endnu ikke bære at spille i den store Arena, og det var tydeligt sidste sæson, at trygheden allerede ligger på det gamle halgulv - så bliv endelig der.