Ligaens bundprop tager et skridt op
TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.
Klub: Ajax København
Sidste sæsons placering: 12
Bud på placering: 11
Sidste sæsons prygelknabe viste sig at have masser af mandsmod og fighterhjerte, og det er jeg sikker på, vi kommer til at se igen i denne sæson. De placerede sig solidt på sidstepladsen i ligaen, men fik i min optik faktisk bevist, at de havde noget at komme med. Jeg tror, de i den kommende sæson igen vil få det svært, men samtidig tror jeg faktisk ikke, de ender helt i bunden.
Ganske vist har de sagt farvel til to af deres største profiler i stregspiller Ida Marie Dahl og venstre back Isabella Jakobsen, men resten af holdet høstede værdifuld erfaring i sidste sæson.
I rigtig mange kampe formåede de at følge rigtig fint med i de første 40 minutter af kampene, før de måtte slippe taget i modstanderne. Det kommer nok også til at ske i en del af kampene i denne sæson, men formår de at holde flowet i de kampe, de har mod deres direkte modstandere i bunden, så tror jeg faktisk, at de kryber væk fra den absolutte bund.
Christina Wildbork kom til i slutningen af sidst sæson efter et ultrakort udlandseventyr, og hun tilførte holdet noget power og skudstyrke. Sammen med Cecilie Woller kommer hun til at bære et stort ansvar på det unge Ajax-mandskab, men Wildbork har aldrig været bange for at fyre kanonen af, og den egenskab skal hun tage med i den kommende sæson.
Woller er en klar forstærkning. Hun var en stor profil for holdet sidst, hun var i klubben, og hun kommer hjem med mere hår på brystet - undskyld udtrykket - og vil både kunne bidrage i forsvar og angreb med overblik og erfaring.
Stine Nørklit Lønborg vil uden tvivl kunne sætte godt fart i spillet, og jeg synes faktisk, at lige netop farten og evnen til at turde var det, der imponerede mig mest ved Ajax i sidste sæson. Selvom de var klare underdogs i næsten samtlige kampe, formåede de hele sæsonen at gå til opgaven med masser af gå-på-mod. Det var fedt at se.
Holdets opgave til den kommende sæson bliver at gå i plus mod hold som Skanderborg, Aalborg EH og Ringkøbing og så håbe på, at de kan stjæle uventede point mod andre hold – som de gjorde sidste sæson, da de snuppede et uventet point fra de efterfølgende bronzevindere fra Viborg.
Desuden tror jeg, at i forhold til sidste sæson, hvor holdet skiftede træner efter små fem kampe, bliver der mere ro på med forlængelsen af Dennis Bo Jensen, der virkede til hurtigt at falde ind i rollen som cheftræner i ligaen. Han har ligesom holdet også samlet masser af erfaring fra sidste sæson - og jeg synes, man så i deres kvalifikationskampe mod SønderjyskE, at der vitterligt var forskel på dem og hold fra 1. division. Da de først havde smidt de værste nerver (og måske favoritværdigheden og derved presset) efter nederlaget i første møde, vandt de klart de to sidste kampe om pladsen i ligaen.
Og nu tror jeg så, de rykker et hak længere op i tabellen..