Norsk stjerne gør lyncomeback efter fødsel
Bare seks uger tog det Camilla Herrem at komme sig over en fødsel, inden hun var tilbage på håndboldbanen.
Når man er OL-guldvinder samt mangedobbelt europa- og verdensmester, er det tilsyneladende ingen sag at få et barn.
I hvert fald ikke for den norske håndboldspiller Camilla Herrem. Bare halvanden måned gik der, fra hun blev mor til sønnen Theo, til hun blev indskiftet i en træningskamp.
- Jeg har ikke spillet kamp siden december, så det var utrolig dejligt at være tilbage, skriver hun på Instagram.
I alt 10 minutters spilletid blev det til i nederlaget mod Fana.
31-årige Herrem vendte hjem til barndomsklubben Sola i forrige sæson, men det gik ikke helt som den norske stjerne havde forventet.
Fra tilskuerrækkerne kunne den gravide fløjspiller se klubben rykke ned, og derfor blev der sået tvivl om, hvorvidt Camilla Herrem igen skulle skifte klub.
I sidste ende valgte den norske landsholdsspiller at blive for at spille sin hjerteklub op i den bedste norske liga igen. Og med et imponerende comeback bare seks uger efter fødslen, ser det nu ud til, at Sola får masser af glæde af stjernen i 1. division.
Camilla Herrem vandt OL-guld med det norske landshold i London i 2012. Hun er verdensmester anno 2011 og 2015 samt fire gange EM-guldvinder med Norge ved slutrunderne i 2008, 2010, 2014 og 2016.