Håndbold

Stærk defensiv skal sikre oprykker overlevelse

TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: Lemvig-Thyborøn

Sidste sæsons placering: 2 (1. division)

Bud på placering: 13

Lemvig-Thyborøns cheftræner var fuldstændig klar i spyttet, da jeg bad ham komme med et par røgsignaler frem mod den kommende sæson.

Alle i og omkring den vestjyske klub har nemlig helt styr på fakta.

Oprykningen blev sikret efter et vanvittigt opgør i Lemvig, hvor Randers HH var tæt på at snyde Jesper Sørensen & Co.

I den bedste danske liga kan det nu blive en duel med TMS Ringsted om at undgå den direkte nedrykning, hvor det i sidste sæsons 1. division var med omvendt fortegn – at sikre sig den direkte oprykning.

En disciplin midtsjællænderne var klart bedst i. Christian Dalmoses tropper var suveræne, og i de indbyrdes opgør var der heller ikke meget at komme efter for Arne Damgaards drenge. Uafgjort hjemme blev kombineret med læsterlige klø, da vestjyderne krydsede Storebæltsbroen.

Udover det klare spyt og første røgsignal fra Claus Uhrenholt var der dog også plads til en varsling mere: Et fyldt Lemvig Idræts- og Kulturcenter sådan en fredag aften er ikke at spøge med.

Jeg tror, at den tidligere BSV-, TTH- og Ribe-Esbjerg-træner får skruet tingene så kompetent sammen, at vestjyderne også i sæsonen 2019-20 kan gå til ligahåndbold i kulturcentret.

Han bliver hjemmevant. Kender hvert et menneske og hver en sten. Uhrenholt overtager holdet efter Arne Damgaard, hvem han har kendt siden 10-årsalderen, og med hvem han havde den mest succesrige periode i det daværende Team Tvis Holstebros historie.

Pengene er små, ambitionen klar. Omkring halvanden million kroner og et ”krav” om at være blandt de 16-18 bedste i det ganske håndboldland står skrevet i de vestjyske runer.

Det bliver tæt som aldrig før

Udvikling er kodeordet, og det kan ses, når holdet præsenterer sig. 13 U23-spillere i samarbejde med en 6-7 stykker, der har lidt mere erfaring at gøre godt med.

Blandt de sidst indkaldte er et par ”overlevende” fra eventyret omkring HC Midtjylland. Missilet på venstre fløj Jørgen Rasmussen og hårdtslående Jacob Østergaard.

Rasmus Porup skal bombe løs og ramme med en fornuftig udnyttelsesprocent sammen med kollegerne på højre back Mads Høj og Jonas Gade.

Som i de fleste klubber går der også i Lemvig-Thyborøn et ”løsgående missil” rundt. Casper Christensen skyder, som den berømte hest sparker. Får han en stor sæson, vil det løse adskillige af Uhrenholts hovedbrud.

Bundet sammen bliver spillet – når det kører bedst – med et par dygtige og forskellige playmakere. Mark Nikolajsen har fart og fødder til at vinde dueller og skabe ravage. Andreas Damgaard den mere rolige, velovervejede og vurderende type, der også har forsvarskompetencen, hvilket gør, at Uhrenholt kan sikre de hurtige opløb fra forsvarets midterste position.

Netop farten frem vil der blive satset på. Jeg har nævnt missilet Rasmussen, der har en spændende makker i den tidligere TTH-spiller Emil Sidelmann. Også på højre fløj er der fart på, når Jesper Kokholm og Michael Thøgersen – tilbage efter korsbåndsskade – sætter kurs mod modstandermålet.

Og lad mig så lige stoppe med at skrive den tidligere TTH-spiller. De fleste har haft rødderne geografisk solidt plantet i området Holstebro-Lemvig. Køreafstanden er på 33 kilometer. Med fly sølle 28 kilometer.

Kendskab – måske endda venskab – og samhørighed udnyttes til en ugentlig gang fællestræning. Til glæde for begge parter. Nok ikke mindst for Uhrenholts drenge.

Forsvarstræneren Claus Uhrenholt skal nok få en defensiv til at fungere. Det skal han også. Og Jesper Sørensen skal nok fighte en vis legemsdel ud af bukserne i det vestjyske mål, men mit spørgsmålstegn går på, om Sørensen har kvaliteterne i en lang og krævende turnering.

Og så kigger Michael Bruun jo nok forbi med et par gode råd undervejs. Venskaber og de korte afstande indbyder næsten til det.

Uhrenholt har sagt det. Skarpt og præcist:

- Vi kæmper for at undgå plads 14.

Det bliver dramatisk tæt som aldrig før, men på plads nummer 13 har jeg noteret Lemvig-Thyborøn Håndbold.