Viborg er blevet forstærket - men det er rivalerne også
TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.
Klub: Viborg HK
Sidste sæsons placering: 3
Bud på placering: 5
Man skal langt tilbage i historiebøgerne for at finde en sæson, hvor Viborg HK ikke er at finde blandt de fire bedste, når sæsonen er slut, men jeg vover alligevel pelsen og placerer dem på en femteplads, når turneringen er slut.
Det kan virke mærkeligt, når holdet egentlig er forstærket i forhold til sidste sæson. Der er sagt farvel til en håndfuld marginalspillere og goddag til især en styrkelse af højresiden, der de sidste to sæsoner har været noget af et ømt punkt for Allan Heine og co.
Pauline Bøgelund og Moa Høgdahl skal passe højre backen, mens Stine Andersen er købt ind til at varetage højrefløjen sammen med Filtenborg - problemet lige pt. er bare, at Filtenborg stadig genoptræner sit knæ, og Stine Andersen kæmper med den knæskade, hun pådrog sig i TTH for over et år siden.
Der er ingen tvivl om, at Pauline Bøgelund bliver en gevinst for VHK. Hun er tovejsspiller og kan både spille fløjen og backen, hvilket meget vel kan blive aktuelt for den tidligere TTH-spiller, som situationen er med Filtenborg og Andersen. Moa Høgdahl er ny i den danske liga, og det bliver spændende at følge den norske bagspiller med det tungtvejende efternavn.
Klubben har ligeledes gjort et rigtig spændende køb i stregspiller Ida Marie Dahl. Hun skal i den kommende sæson supplere Stine Bodholt, hvilket jeg tror, bliver godt for begge parter. Bodholt kan få lidt mere pause og passe på sit skrøbelige bentøj (hvilket vi jo med landsholdsøjne skal være rigtig glade for), og Ida Marie Dahl kan lære og udvikle sig endnu mere under en af landets bedste stregspillere. Dahl kan meget vel gå hen og blive denne sæsons unge komet.
Disse rigtig gode indkøb gør jo, at jeg burde tænke, at Viborg skulle hoppe opad i tabellen og ikke nedad. Holdet er stærkt, og med gode profiler i bagkæden i form af Uno, Jørgensen og Haugsted og med evigt unge Nørgaard på venstre fløj bør der være nok kvalitet til at være med, hvor det er rigtig sjovt.
Når jeg tvivler, er det simpelthen, fordi den sæson, jeg så fra VHKs side i sidste sæson, bar præg af så store udsving, at de aldrig rigtig var til at blive kloge på. Ligeså flot de i nogle kampe spillede, ligeså skidt var det i andre. De formåede at spille sig til et sæt flotte bronzemedaljer, men til den historie hører også både held og uheld hos andre klubber. Og ja, det hører også med i håndboldens verden, og jeg forsøger på INGEN måde at devaluerer den medalje, de fik. Ligeledes synes jeg, at konkurrenterne omkring dem også er blevet forstærket markant.
Der er nok heller ikke nogen tvivl om, at det har været et fokuspunkt for Allan Heine, hvordan han får mere stabilitet ind i holdet. Jeg er spændt på, om det lykkes.
Det kan sagtens ske, at heldet og dygtigheden smiler til de grønne igen, men jeg vælger at tage de kyniske briller på, og det gør, at jeg ser dem i den kommende sæson overhalet af både Esbjerg og Herning-Ikast i forhold til sidste sæson.