Håndbold

Det 'nye' KIF Kolding får brug for støtte i hård overlevelseskamp

TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: KIF Kolding

Sidste sæsons placering: 6

Bud på placering: 12

Nyegaard vurderer

Forvandlingens kunst.

Her står han så mutters alene. KIF Kolding-ikonet Lars Frederiksen, der kom ”hjem” for at genskabe tidligere tiders storhed – farmand Per var identisk med mesterskaber en masse – og skuer frem mod sin nok vanskeligste træneropgave nogensinde.

I sit forsøg på at skabe orden i den uorden - der helt naturligt opstår, når forandring og forvandling er så ekstrem, som det er tilfældet i Danmarks mest vindende håndboldklub, så nødsages Frederiksen til at konstatere:

At Boesen-familien – Jens og Lasse – ikke længere tjekker ind på Ambolten 2-6, 6000 Kolding.

At Bo Spellerberg er draget mod syd og for første gang i 16 år ikke er til disposition.

At spillerafgangene har nået nye højder. Du får lige, kære læser, de velklingende efternavne her: Spellerberg, Landin, Stenmalm, Bjørnshauge, Augustinussen, Lundbye Kristiansen, Øverby, Cleverly. På nær Cleverly, så er det absolutte stamspillere.

Afgangene var faktisk holdet i og med, at cheftræneren også sidste år arbejdede med en utrolig smal trup.

Bevares, spillere er kommet til, men selv om Irming, Thynell, Væver, ’Mauer’ Larsen besidder uomtvistelige kvaliteter, opvejer det på ingen måde det niveau, der sidste sæson sikrede Kolding København en plads i slutspillet.

Alt er ikke tristesse i det ’nye’ KIF Kolding.

Misfosteret er bragt til ophør

Lad mig gøre spillersiden færdig og konstatere, at Ólafur Gústafsson, Jens Peschardt Svane og Cyril Viudes stadig er med, og at holdet er blevet stærkere på den vigtige målmandsposition, hvor svenske Rickard Frisk og hjemvendte Anders Petersen vil være garanter for point hist og pist.

Yderligere på positivsiden. Misfosteret – den koldingensiske version af at være en hovedstadsklub – er definitivt bragt til ophør.

Også på økonomisiden er der lys forude. Godt nok er spillerbudgettet banket helt i bund – ligger vel nu mellem 4 og 5 millioner kroner – til gengæld skulle det være slut med at optræde på diverse sorte lister.

Ingen tvivl om, at sæsonen 2018-19 bliver udfordrende for den hæderkronede klub. Jeg er spændt på reaktionen i postnummer 6000 og omegn. Uden at have været clairvoyant, er jeg sikker på, at det har været en torn i øjnene på mange, at den hovedstad skulle være en del af Danmarks håndboldklub nummer 1.

Måtte denne betragtning have sin rimelighed, vil det betyde en væsentlig øget tilstrømning til Sydbank Arena.

Holdet får brug al den støtte, det kan tiltrække, for konkurrencen er kolossal.

Jeg skrinlægger eventuelle slutspilsdrømme med det samme. Sæsonen drejer sig om sportslig overlevelse, alt imens ’de nye ledelseskoste’ får gjort rent bord.

Lige nu er fundamentet skrøbeligt. Frederiksen slås med en forsvarsopstilling, der har det svært, når der skal angribes. Og omvendt.

De store fanebærere – Kasper Irming, Matthias Thynell, Ólafur Gústafsson, Martin ’Mauer’ Larsen, Cyril Viudes – må ikke have mange sygedage, før det berømte lokum brænder.

Første sæson uden geniet, der drog mod syd

Sidste sæson huskes med rette for Bo Spellerbergs eminente evne til at styre spillet syv mod seks. Få fandt de rigtige forsvarsløsninger, der kunne tæmme Spellerbergs genialiteter.

Frederiksens hang til overtalsspillet var med udgangspunkt i hans smalle trup. Ressourcebesparelse hedder det. Den er ikke blevet bredere, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at cheftræneren igen-igen-igen vil ty til spillet uden målmand.

Uden geniet, der drog mod syd, ligger ansvaret for den overtalskabale nu i hænderne på en Thynell, en Irming og en Svane. Jeg behøver ikke at være synsk for at bekendtgøre, at fejl vil forekomme oftere.

En ubekendt størrelse mangler jeg at adressere. Lars Rasmussen har sagt farvel til ungarske kvinder og goddag til stålsatte Koldingmænd.

En spændende konstellation mellem roens mester og ’what the fuck……’.

På min 12. plads står der KIF Kolding.

Hold godt øje med fredag den 31. august klokken 19.30. Da møder Irming & Co op i Lemvig Idræts- og Kulturcenter.

Her giver Lars Frederiksen sit første bud på forvandlingens kunst.