Håndbold

Færøerne mister EM-hjemmebane mod Danmark: - Sindssygt ærgerligt

Det danske herrelandshold i håndbold kommer til at spille deres EM-udekamp mod Fæørerne i Skjern.

Der var jubel i Færøerne tilbage i april, da de trak Danmark i kvalifikationen til EM.

- Det er fantastisk fedt, lød det dengang fra den færøske landstræner Sonni Larsen.

Her lidt over tre måneder senere er det dog ikke lige så fantastisk og fedt.

Det europæiske håndboldforbund, EHF, har nemlig bestemt, at der ikke er en arena i Færøerne, der kan leve op til forbundets krav, og derfor skal kampen nu flyttes til Skjern.

Den beslutning er Sonni Larsen træt af.

- Jeg er sindssygt ærgerlig over, at vi ikke kan være på hjemmebane. Jeg tror, at det havde givet drengene en rigtig god oplevelse. Kampen fylder meget hos os. Danmark er en af de bedste håndboldnationer i verden, det havde givet os utrolig meget at møde dem her, siger han til TV 2 SPORT.

Har forsøgt at bygge om for at få plads

Færøerne har i mange år spillet i Høllini á Halsi-hallen i Torshavn på en dispensation fra EHF, men til kampen mod Danmark har det europæiske forbund ikke ville give dem endnu en.

- Vi havde også forsøgt at flytte opgøret til to andre arenaer, som vi gerne ville have bygget om til lejligheden, men også det er blevet afvist af EHF.

Ifølge Sonni Larsen blev ’Badmintonhøllin’ i Klaksvík ikke godkendt, fordi den ikke havde nok tilskuerpladser. Kravet er minimum 2.000, og den har plads til 1.400.

Derudover prøvede Færøerne også at flytte kampen til ’Marghøllin’ i Vági, der er en hal med indendørsfodboldbane. Det blev ifølge Sonni Larsen accepteret i forhold til mulig tilskuerkapacitet, men det som diskvalificerede hallen i sidste ende var dog afstanden til lufthavnen. ’Marghøllin’ ligger nemlig 2,5 time fra en lufthavn, hvilket er noget over maksimumkravet fra EHF, der lyder på en time.

TV 2 SPORT har været i kontakt med EHF, mandag og de bekræfter, at det var de fysiske krav omkring en afvikling af kampen. som den færøske hjemmebane faldt på.

Når nu Færøerne ikke kan få lov til at spille i deres eget land, understreger Sonni Larsen, at de er tilfredse med at kunne møde Danmark i Skjern.

- Der er altid mange mennesker til håndbold i Skjern. Jeg er sikker på, at vi kommer til at få en stor opbakning.

Kampen mellem Færøerne og Danmark spilles den 27. oktober klokken 16.10 i Skjern.