Kan NFH knække den japanske kode?

TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Nykøbing Falster Håndbold

Sidste års placering: Nummer 6

Bud på placering i denne sæson: Nummer 7

Nykøbing Falster har lavet et af ligaens mest spændende indkøb inden denne sæson. Men det er måske også er et af det mest satsede indkøb.

Japanske Sunami viste under VM-slutrunden i december enorme kvaliteter, og alle der fulgte med bed vel mærke i Japans flotte resultater og ikke mindst det seværdige spil. En af de spillere der gjorde et ekstra indtryk var den lille, hurtige højreback Yui Sunami. Eminent i fintespillet, godt overblik, hurtige fødder og en vidunderlig evne til at glide af på enhver forsvarsspiller. Men hvordan vil alle disse håndboldkvaliteter fungerer i en danskinspireret opsætning? Det er det helt store spørgsmål inden sæsonstarten, der placerer en betragtelig opgave hos træner Jakob Larsen og kompagni.

Nu er Sunami jo ikke den eneste japaner i klubben, og sidste sæson formåede Ikehara at slå benene væk under de fleste med både hendes håndboldspil og hendes indgang til håndboldlivet i Danmark. Uden på nogen måde at forklejne fløjspilleres opgave, så vil jeg dog stadig påstå, at det er langt sværere at spille en bagspiller ind på et hold, end det er tilfældet med en fløjspiller. Derfor tror jeg, der kommer til at gå noget længere tid med integrationen af Sunami. Det er virkelig svært at rette de små ting til, når man ikke taler samme sprog, og selvom en spiller som Kristina Kristiansen spiller lynhurtigt, så er selv hendes spillestil meget langt fra den, vi kender fra det japanske landshold.

Sakura Hauge er også kommet til – det var hende, vi lærte at kende under navnet Kamatani under VM i december, hvor hun vogtede målet for Japan.  Hun er født og opvokset i Norge og taler derfor norsk, ligesom hun er opdaget i den norske håndboldkultur. Hun bliver et naturligt bindeled mellem Sunami og resten af holdet.

Det store spørgsmål bliver som nævnt, om det lykkes at få Sunami forenet med den danske spillestil – eller om de øvrige spillere bliver forenet med Sunamis spillestil. Ellers kan løsningen blive at bænke Sunami lidt oftere og lade den unge hollandske Dione Houseer passe højrebacken. Hun er ligeledes et rigtig spændende indkøb, og umiddelbart virker hun til at være nemmere at få til at falde til. Hun er aggressiv og uimponeret i sin spillestil og kan sagtens gå hen og smutte med opmærksomheden på den position. Hold godt øje med hende – hun kan lidt af hvert.

På stregen har holdet lidt et stort tab i form af Sarah Iversen, og det bliver svært at erstatte landsholdsspilleren. Anna Lagerquist står klar til at hoppe ind, og hun viste i sidste sæson, at hun er en gudsbenådet fighter og en god stregspiller – men kan hun stå distancen og holde højt niveau i mange kampe i træk som førstevalg? Afløseren for Sarah Iversen – Line Skak – er desværre for NFH ude med en korsbåndsskade, så der ligger stort pres på Lagerquist.

Hvis jeg tæller plusser og minusser sammen, synes jeg, NFH er lidt status quo i forhold til sidste sæson. Det gør, at jeg placerer dem i et midterfelt, hvor tingene kan gå hen og blive meget tætte.

Og så var jeg lige ved at glemme noget af det allervigtigste ved NFH: Jeg glæder mig helt vildt til at komme i Power Arena igen. Stemningen i hallen er altid fantastisk, og jeg er vild med den energi og opbakning, der er på Falster.  Det er, for mig, indbegrebet af håndbold. Mennesker der lever og ånder for håndbold og deres klub. Jeg er vild med det – også selvom jeg helt sikkert får skæld ud for igen at have spået dem en lidt kedelig midterplacering.