Håndbold

SønderjyskE mangler X-faktor

TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: Sønderjyske

Sidste sæsons placering: 11

Bud på placering: 9

Samme tid, samme sted.

For nøjagtig et år siden her på sport.tv2.dk analyserede jeg de gæve sønderjyder og deres muligheder for et indtog i slutspillet for de bedste.

Som sidst ender analysen ud i, at der for tredje år i træk spilles slutspil uden repræsentation fra det danske grænseland. Jeg mangler noget X-faktor for at kunne rykke Frederik Børm & Co. væk fra den mest frygtede af alle pladser – bortset fra plads nummer 14 – nemlig nummer 9.

Rigtig mange ting fungerer i det sønderjyske. Det er min fornemmelse, at klubben er veldrevet. Økonomien får et skub fremad år efter år. Sports- og salgsdirektør, Simon Lindhardt, kan købe spillere på den rigtige side af 5,5 millioner kroner.

'Skansen' er med rette berømmet for dens mange tilskuere, stemningen og den entusiasme, der – for det meste - giver aktørerne de bedste muligheder for at præstere.

Cheftræner Kasper Christensen, er jeg sikker på, lærte rigtig meget af sin første sæson som chef, hvor et Lars Krogh-farvel skabte megen turbulens samtidig med, at resultaterne var elendige. En gammel kending Claus Lyngsøe kom og assisterede, og det skabte den ro, der gav mulighed for at slutte sæsonen fornuftigt.

Udskiftningerne har været mange. Farvel til Kjeldgaard, Kristiansen, Thynell, Bach Hansen, Fors og Nyfjäll.

Goddag til Bertelsen, Eggert, Kærgaard, Ladefoged, Halfdansson, Nordlander.

Jeg ser klare muligheder for at styrke den vakkelvorne defensiv, der var blandt sidste sæsons ringeste. Især ansættelsen af Rasmus Bertelsen kan vise sig at være en gevinst af de store. Sammen med Børm garanterer det fysik i særklasse, men faktisk er det sådan, at mange – eksempelvis Oliver Eggert – kan håndtere opgaver på 3’positionen.

Krystalliserer dette sig, kan det betyde et væsentligt tillæg til de hurtige opløb, der heller ikke var blandt sidste sæsons klassikere.

Et notabene mere om fysikken. Tre tårne – Ladefoged, Børm, Kærgaard – samlet seks højdemeter indhyllet i knap 350 kilo. Stregspillet har mulighed for at blive en afgørende faktor og skulle cheftræneren spekulere i syv mod seks, ligger kompetencerne for både hans hænder og fødder.

Chris Jørgensen er tiltænkt rollen som strateg, styrmand og inspirator, når angrebsklaviaturet spiller både i dur og mol. Her er nok at gøre. Sidste sæsons åbenbaring Aaron Mensing skal sættes i scene sammen med Kasper Olsen, Oliver Eggert, Alexander Hansen. Skudscener vel at mærke.

En ubekendt størrelse er kommet til - Arnar Birkir Halfdansson (islandsk b-landsholdsspiller) kan blive spilleren, der får stampublikummet til at glemme Simon Kristiansen. En tovejsspiller med næse for både målrammen og medspillere.

Med andre ord er der nok at gøre for Chris Jørgensen og apropos 31-årige Jørgensen - skal projekt slutspil blive en realitet, kræver det mere stabilitet fra den teknisk og taktisk velbegavede playmaker.

På målmandsposten tager Kasper Christensen ingen chancer. Efter sidste sæsons skader til både Kristian Pedersen (albue) og Thorsten Fries (hjernerystelse) er der nu hyret endnu en sidste skanse. Henrik Nordlander, der kommer fra spanske Helvetia Anaitasuna, skal tage kampen op mod Pedersen og Fries.

Scenen er sat. Ingen tvivl om målsætning og ambition i det sønderjyske: Slutspil står printet i neon over 'Skansen'. Jeg kan kun sige: Se at komme i gang. Vis mig, at jeg tager fejl, så jeg ikke igen om et år skal skrive om jeres manglende x-factor.