Toptræner får stor opgave i at spille profiler sammen

TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: Randers HK

Placering i sidste sæson: Nummer 8

Bud på placering i denne sæson: Nummer 6

I teksten omkring TTH Holstebro skrev jeg lidt om betydningen af at skulle spille et mere eller mindre helt nyt hold sammen. Den del kan jeg så henvise til, når snakken falder på Randers.

For når jeg skrev, at Krautmeyer kom på en stor opgavei TTH, så står Niels Agesen i helt den samme situation i Randers. Forskellen på de to trænere er dog, at TTH er endt i situationen, fordi talenterne i TTH har taget springet til større ligaklubber.

I Agesens tilfælde er der tale om en mere eller mindre selvvalgt situation. Han kom til klubben inden sidste sæson og havde ikke den store indflydelse på truppens sammensætning. Det har han til gengæld haft op til denne sæson, hvilket har betydet store udskiftninger.

Agesen har også den fordel, at han har kunnet hente spillere fra nogle lidt andre ”hylder” end førnævnte Krautmeyer, så der er naturligvis forskel. Men i bund og grund er arbejdet i opstartsfasen den samme i forhold til, at næsten alle spillerene står ved siden af en ny sidemand.

Markante navne forstærker Randers

Største nye navne i Randers er Jamina Roberts og Nina Würtz – begge med fortid i dansk håndbold og to spillere, der helt sikkert kommer til at sætte deres præg på Randers-spillet. Jamina Roberts har endnu ikke spillet for Randers på grund af en mindre knæskade, men hun bør snart være på banen igen, og hun bliver helt sikkert en stor gevinst for både Randers og den danske liga.

Würtz er tilbage i Randers efter en årrække hjemme i Tyskland, og jeg tror, hun bliver det rolige aftryk på Randers-mandskabet. Hun spiller med stor autoritet og stabilitet, og hun kan godt gå hen og blive den lidt anonyme leder hos kronjyderne.

Dalby er tilbage, og det bliver fedt at se den venstrehåndede hammer tilbage på banen. Allerede i pokalen viste hun, at hun bestemt ikke har glemt, hvor målet står. Hun får følgeskab på backen af norske Celine Sivertsen - en dejlig bevægelig spiller med et godt drive og lysten til at gå mod mål.

På den modsatte back finder vi førnævnte Roberts, Anne Sofie Hjort (når hun bliver sin nyligt erhvervede knæskade kvit) og svenske Julia Eriksson. Sidstnævnte er en spiller med stor fysik og et rigtig godt skud, og jeg tror på, at når Randers får alle mand klar, så har de så mange forskellige kort at spille ud i bagkæden, at de bliver en trussel for alle hold i ligaen.

Stor opgave for Agesen

Spørgsmålet er bare, hvornår Agesen kan råde over hele sin trup – foruden Roberts og Hjort sidder blandt andre Fisker og Degn også ude, og det giver unægtelig lidt svære vilkår i en opstartsfase, at så mange spillere skal lære hinanden at kende.

Jeg tror dog på, at Agesen lykkes med at få holdet spillet sammen, og så synes jeg, der er nok kvalitet på alle positioner til, at de skal kunne ramme en 6.-plads, når sæsonen er slut.

Nå, ja. Og hold så lige godt øje med Line Mai Hougaard på højre fløj. Hun skal udfylde store sko, eftersom hun overtager pladsen fra Randers-pigen Gitte Andersen, men jeg er overbevist om, at Hougaard kommer til at gøre det fremragende. Hun har leveret rigtig flot i TTH, og det bliver fedt at se hendes videre udvikling. Hun kan meget vel blive fremtiden på det danske landshold.