Polman og Team Esbjerg kommer til at hæve DM-pokalen igen

16x9
Jesper Jensens Team Esbjerg-hold kan ifølge Bent Nyegaard blive dansk mester i 18/19-sæsonen. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

(Normalt skriver Trine Nielsen om holdene i kvindernes håndboldliga, men i dette særtilfælde er det Bent Nyegaard, der overtager, da Trine Nielsens bror, Jesper Jensen, er cheftræner hos vestjyderne.)

Team Esbjerg – dansk mester in spe.

Store ord i august. Især efter at jeg søndag aften så og kommenterede, hvordan Jesper Jensens piger blev skilt ad af et ualmindeligt veloplagt- og velspillende københavnsk mesterhold.

square to 16x9

Jeg er vel opmærksom på, at konkurrencen fra Københavns Håndbold og Odense Håndbold bliver stor, men af flere grunde bliver det Toft & Co. der hæver DM-pokalen en gang i det sene forår.

Indkøb er gjort med fornuft. De norske piger – i denne omgang – Breistøl, Jacobsen og Granlund – ved, hvad der kræves. De danske - Line Jørgensen og Annette Jensen – er fightere af Guds nåde. Svenske Clara Monti Danielsson er en hård nyser, når der skal tackles.

Tilbage til nordmændene. Vilde Mortensen Ingstad og Sanna Solberg har vist deres værd allerede.

Der er sådan lidt 1+1=3 over det, når begrundelserne skal lines op.

Masser af  'X Factor'

Den nordiske klan skaber synergieffekt. Mit gæt skal gå på, at der er ramasjang til træningen, når først Jensen og Melgaard har givet frit lejde til de fightende enheder.

Hvis jeg kan tillade mig at kalde de indtil nu nævnte for arbejdskvinder med en umættelig hang til at ville vinde for næsten enhver pris, ser det anderledes ud for de tre Esbjerg-spillere, der besidder den 'X Factor', der vist nok i anden sammenhæng har premiere på TV 2 inden længe.

Kristina Liscevic og Estavana Polman har den 'X Factor', som kun de færreste besidder. Evnen til at kombinere individuelle færdigheder med den nådesgave, der er blevet dem givet for længe siden:

De kan vurdere. De ser banen, medspillerne og mulighederne med røntgen-øjne. De sender som oftest bolden derhen, hvor den gør mest nytte. Det vil sige, hvor den gør mest ondt på modstanderne.

Store personligheder, der også har glød og temperament. De kan have tilbøjelighed til at overgøre tingene. Temperamentsfulde. Til tider lettere hysteriske, men det er op til cheftræner Jensen og assistent Melgaard at finde balancen for så afgørende spillere.

Esbjerg-mandskabet er bredt funderet. Når også Rut Jónsdóttir bliver klar, råder trænerteamet over seks kompetente bagspillere, og det er én af de store træneropgaver at finde de roller, der sikrer, at alle kompetencerne kommer holdet til gode.

Den hollandske stjerne scorede på det afgørende straffekast i DM-finalen mod FC Midtjylland tilbage i 2016.

Claus Mogensen og Jan Pytlick har også dygtige spillere, men det er typer, der i højere grad gerne læner sig op af struktur.

I sidste sæson var Jesper Jensen den træner i HTH GO Ligaen, der mest konsekvent arbejdede med et både defensivt og offensivt forsvarssystem.

Claus Mogensen og Jan Pytlick – på hver deres måde – er nu i gang med også at tilføre deres hold offensive varianter.

Det bliver et three-horse-race, og så har esbjergenserne gudhjælpemig endnu et trumfkort.

Endnu 'X Factor'. Sandra Toft er bare kvinden, der står allerbedst, når først afgørelserne står for døren. Landsholdets absolutte førstevalg konkurrerer med – igen – både København og Odense. Mogensen har fået Sando til at assistere Bundsen, og Pytlick Wester til at hjælpe Reinhardt.

Sæsonen vil afsløre noget af det mest inspirerende forsvars- og målmandsspil i nyere tid.

Glædeligt for dansk kvindehåndbold. Endnu mere glædeligt for landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der måske vil lade sig inspirere, hvis landets tre topklubber får succes med deres satsninger, der jo – i hvert fald for Esbjerg og Odenses vedkommende - udføres af et hav af landsholdsspillere.

Tre gange 'X Factor' plus et hav af arbejdskvinder bliver for stor en mundfuld for samtlige konkurrenter.

Derfor er Toft, Polman og Liscevic og deres holdkammerater danske mestre in spe.