Håndbold

- Det kunne ikke være meget værre, siger Eggert om mestrenes nye nedtur

De danske mestre fra Skjern tabte stort på hjemmebane til lokalrivalerne fra TTH Holstebro.

Sådan sender TV 2 SPORT fra håndboldligaerne

For tre og en halv måned siden rendte de jublende rundt i ekstase over det første mesterskab i 19 år.

Nu er det i dén grad blevet hverdag igen i Skjern Håndbold. I sæsonstarten er mestrene røget ud af pokalen til Skanderborg, de har tabt Super Cuppen, og onsdag blev det til sæsonens andet nederlag i ligaen i kamp fire, hvor rivalerne fra TTH Holstebro vandt med 37-30 i Skjern Bank Arena.

- Det var godt, at vi vandt i BSV, for ellers havde det virkelig været en dårlig sæsonstart. Det har det stadig, men vi kan godt leve med fire point. Men det kunne ikke være meget værre. Vi er ude af pokalen, taber Super Cuppen. Vi har spillet dårligt og har ikke vundet, siger Anders Eggert til TV 2 SPORT.

- Jeg synes egentlig, vi har kæmpet okay, men vi har ikke været særlig dygtige.

Omvendt har TTH fået den perfekte sæsonstart. Klubben ligger på førstepladsen efter fire sejre i ligeså mange kampe.

- Vi er taget til Skjern, vinder med syv mål og laver 37 mål. Den har været perfekt. Der er selvfølgelig ting, man kan gøre bedre, men vi har virkelig spillet godt de første kampe, siger Magnus Bramming.

Havde været katastrofalt i Tyskland

Anders Eggert spillede 10 sæsoner i den tyske Bundesliga for Flensburg-Handewitt, før han i sidste sæson vendte hjem til dansk håndbold og blev mester med Skjern.

I Tyskland mødes holdene to gange, og klubben med flest point bliver mester. Den danske liga har derimod et slutspil, så i den givne situation glæder det Eggert, at systemet ikke er det samme, som han var vant til.

- I Tyskland havde det været katastrofalt. En stor del af sæsonen havde nærmest været forbi nu. Det er den ikke nu. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at vi stadig spiller med om de første pladser. Sæsonen er lang, og der skal nok blive smidt en masse point, men der er heller ingen tvivl om, at vi gør det uhyggeligt svært for os selv, siger Anders Eggert.

Skjerns næste opgave er søndagens Champions League-premiere, hvor klubben møder slovenske Celje.