Håndbold

Line Jørgensen melder afbud til landsholdet

Højrebacken Line Jørgensen møder ikke op i landsholdslejren som planlagt. Hun har meldt afbud på grund af sygdom.

Klavs Bruun Jørgensen må se bort fra Line Jørgensen, når damelandsholdet mandag samles og indleder forberedelserne til Golden League.

Esbjerg-backen er ramt af sygdom, og derfor har hun meldt afbud. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund i en mail. Klavs Bruun Jørgensen opgiver dog ikke håbet om at få Line Jørgensen i aktion ved Golden League.

- Landstræneren holder kontakten med Line i de kommende dage og vurderer, om hun skal møde ind senere på ugen, lyder det.

Line Jørgensen har siddet ude i de seneste Esbjerg-kampe, hvor hun også har meldt fra på grund af sygdom.

Burgaard efterudtaget

Line Jørgensens afbud til samlingen betyder, at Klavs Bruun Jørgensen råder over to spillere på højre back. Inden afbuddet fra Esbjerg-spilleren efterudtog landstræneren nemlig Louise Burgaard, der skal konkurrere med Mette Tranborg om spilletiden på højre back.

Damelandsholdet samles i Aarhus, og torsdag, lørdag og søndag spiller holdet Golden League mod henholdsvis Frankrig, Polen og Norge.

Kampene spilles i Viborg, Aarhus og Horsens. Danmarks første kamp vises direkte på TV 2 SPORT. Weekendens kampe vises på TV 2.

Danmarks trup

Målvogtere: Sandra ToftAlthea Reinhardt

Stregspillere: Stine Bodholt, Sarah Iversen, Kathrine Heindahl

Fløjspillere: Trine Østergaard, Simone Böhme, Fie Woller, Lærke Nolsøe

Bagspillere: Mette Tranborg, Stine Jørgensen, Mia Rej, Lotte Grigel, Anne Mette Hansen, Kristina Jørgensen, Louise Burgaard, (Line Jørgensen)