KIF-assistent midt i ydmygelse: - Det er en skændsel

KIF Koldings assistent, Lars Rasmussen, var hård i sin konklusion, da han blev interviewet med et kvarter tilbage af kampen mod Nordsjælland.

KIF Kolding inkasserede mandag klubbens største nederlag i halvandet år, da en af de direkte ligarivaler, Nordsjælland, vandt med 36-24.

Hjemmeholdets føring var i løbet af anden halvleg helt oppe på 15 mål, og da der var et kvarter tilbage af kampen, var en frustreret KIF-assistenttræner klar i mælet.

- Det handler om at slutte af med æren i behold. Det er en skændsel, som vi løber rundt og gør tingene. Der er ingen, der er tilfredse med det her. Vi skal bare sørge for at se, om vi kan mindske nederlaget, spille noget ordentligt håndbold og gøre alt, vi kan, for at fighte og vise, at man ikke giver op. Lige nu er det pinligt.

- Jeg havde ikke set den her komme, så jeg er rimelig chokeret, sagde Lars Rasmussen.

KIF Kolding var bagud med seks mål ved pausen og var aldrig i nærheden af at få kontakt til Nordsjælland, der altså vandt med 12 mål.

- I løbet af kampen involverer man sig selvfølgelig og prøver at se, om man kan få drengene med, men jeg vil indrømme, at til sidst var det ikke verdens sjoveste situation at stå i, når man kommer herover og bliver bøllebanket ud af banen, siger cheftræner Lars Frederiksen til TV 2 SPORT.

Efter kampen tog han og spillerne sig derfor ekstra tid til at tale tingene igennem.

- Vi fik lige en snak om, hvad det egentlig betyder at gå rundt med KIF-mærket på brystet. Det handler lidt om ærgerrighed og fight, og det synes jeg lå lidt langt væk i dag ved os alle sammen.

Blåt kort og frustrationer

Sindene blev bragt i kog fra Kolding-spillerne og cheftræneren med godt ti minutter tilbage.

Først fik Andreas Morsten blåt kort for en hård tackling lige i ansigtet på Kasper Kisum, og kort efter blev Lars Frederiksen og to spillere ramt af udvisninger, da KIF-målmand Rickard Frisk reagerede voldsomt efter at være blevet ramt i hovedet af Tobias Jørgensen.

Frustrationerne løb løbsk i slutfasen af Nordsjællands storsejr mod KIF Kolding. Video: Nicolai Margon Madsen

- Selvfølgelig er det aldrig okay at tage et rødt kort. Det var slet ikke bevidst, og jeg ville meget gerne være på banen og hjælpe mine kammerater, siger Andreas Morsten.

- Selvfølgelig er der mange frustrationer indblandet i det. Håndbold er jo en kontaktsport, og så kan følelserne tage overhånd. Selvfølgelig er det ikke okay.

Nederlaget sendte KIF Kolding ned på tiendepladsen i ligaen med fire point for seks kampe, mens Nordsjælland rykkede op på ottendepladsen.