- Jeg kigger efter noget andet, siger Herning-Ikast-træner

Kristian Kristensen vil ikke bekræfte, om han stopper i Herning-Ikast Håndbold til sommer.

Fredag aften kunne TV 2 SPORT erfare, at Herning-Ikast Håndbolds cheftræner, Kristian Kristensen, har opsagt sin stilling i klubben.

Opsigelsen skyldes angiveligt mistillid til klubbens ledelse, der ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har tilbageholdt informationer for Kristian Kristensen om et møde med København-træneren Claus Mogensen om at overtage trænersædet i Herning-Ikast næste sommer. 

Lørdag eftermiddag efter ligakampen mellem Herning-Ikast og Viborg HK ville Kristensen hverken be- eller afkræfte disse oplysninger.

Stopper du til sommer?

- Jeg vil sige det sådan, at jeg er ude og kigge efter noget andet, ja.

Så det gør du?

- Det ved jeg ikke hundrede procent, men jeg kigger efter noget andet, fortæller Kristian Kristensen til TV 2 SPORT.

Herning-Ikast-ledelsen skulle have afvist kontakten til Claus Mogensen overfor cheftræneren, men siden have erkendt, at et møde med København-træneren havde fundet sted.

Det er den manglede oprigtighed fra ledelsen, som ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har ført til, at Kristian Kristensen har opsagt sin stilling. Grundet et opsigelsesvarsel i sin kontrakt stopper han dog formentlig først til sommer, hvor hans kontrakt står til at udløbe. 

Dette ønsker cheftræneren heller ikke at kommentere på. 

- Der er ingen grund til at stå og udlevere folk her. Selvfølgelig har der været en sag. Det tror jeg godt, man kan læse mellem linjerne. Men der er ikke noget uro overhovedet.

- Det bliver der jo skabt nu, fordi der kommer nogle ting frem i lyset, men ellers har jeg ingen kommentarer. Det kører fint, og jeg kører selvfølgelig sæsonen færdig, og så må vi se, hvad fremtiden bringer.

Spillerne bakker op

Blandt spillerne i Herning-Ikast Håndbold var det ikke en positiv nyhed, der ifølge Sarah Iversen tikkede ind på mail fredag aften.

- Jeg tror ikke, der er nogen af os, der har brokket sig over ham, og det er vel det samme som at sige, man er tilfreds med ham. Jeg bakker Kristian op og er fuldt tilfreds.

- Jeg er glad for ham, fordi han er dygtig og god til mandskabspleje. Han har en fed humor og er taktisk godt forberedt, fortæller Sarah Iversen.

Foruden den tidligere Nykøbing-Falster-profil hentede Herning-Ikast også Stine Skogrand i lokalrivalerne fra Silkeborg-Voel.

Hende har Kristian Kristensen også allerede gjort et positivt indtryk på. 

- Det er selvfølgelig ikke en god nyhed, men vi forholder os til den situation, vi har nu. Der er Kristian her stadig, og det er vi glade for, siger nordmanden. 

Kristian Kristensen er i gang med sin femte sæson i det midtjyske. Hverken Herning-Ikasts ledelse eller København-træner Claus Mogensen ønsker at kommentere på TV 2 SPORTs oplysninger.