Håndbold

GOG nedlægger protest - kræver omkamp for ’kampafgørende’ episode

GOG mener, at de blev frataget et mål og tildelt en uretmæssig udvisning i lørdagens kamp mod KIF Kolding.

Lørdagens ligakamp mellem KIF Kolding og GOG endte 23-23, men kampen uden for stregerne fortsætter.

Hvor det søndag var hjemmeholdet fra Kolding, som udtrykte sin utilfredshed med en episode i kampens døende sekunder, melder GOG sig mandag på banen. De vil have omkamp for en anden hændelse.

- Vi har appelleret til en ny kamp, siger GOG’s direktør, Kasper Jørgensen, til TV 2 SPORT.

Den fynske klub har nedlagt protest, fordi de mener, at de blev bortdømt med ni minutter tilbage af den tætte kamp mellem de to traditionsklubber.

I episoden var GOG-træner Nicolej Krickau på vej til dommerbordet for at lægge sit timeoutkort, da han pludselig fortrød. På banen kunne han se Niclas Kirkeløkke kanonere bolden ind i KIF Kolding-målet, og derfor blev det grønne timeoutkort aldrig lagt.

Alligevel takserede kampens dommerobservatør, Henrik Mathiasen, det til, at målet ikke talte, samt at GOG-træneren blev tildelt en to-minutters udvisning.

- Vi mener, at vi ved stillingen 22-21 blev frataget et mål og i samme forbindelse fik en uretmæssig to-minutters udvisning til vores træner. Lige dér følte vi os så forkert behandlet, at vi mener, der er en protestsag.

- Når det er så kampafgørende, og vi fik frataget et mål og tildelt en forkert udvisning, mener vi, at det kan berettige til en ny kamp, siger Kasper Jørgensen.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson, som kommenterede kampen lørdag, var ikke i tvivl om, hvordan reglementet var skruet sammen i sådan en situation.

- Går man ind for at lægge timeoutkortet, er man aktivt i gang med at gøre det, og så skal det også lægges, sagde Svensson.

Alligevel håber GOG nu på, at de får medhold i protesten. En protest, der er blevet nedlagt, to dage efter kampen sluttede.

- Vi traf beslutningen i går (søndag), og allerede da vi kørte fra Kolding, var vi ret sikre på, at vi gerne ville køre den her sag, siger GOG-direktøren, som har lyttet nøje til sin træner.

- Det er Nicolej Krickau, der har vurderet det og siger, at han kan se og høre, at Niclas scorer. Og langt efter han scorer, så kommer hornet.

GOG-træner: Jeg handlede i god tro

Efter lørdagens hektiske kamp fortalte Krickau, hvordan har oplevede episoden:

- Jeg er slet ikke nået derop (til dommerbordet, red.). Jeg er kun på vej op omkring dommerbordet. Jeg kan ikke lægge det (timeoutkortet, red.) ud i luften, så jeg gik derop i god tro og havde en idé om, at jeg skulle tage den. Og på det tidspunkt, der bliver fløjtet af, er jeg stadigvæk ikke engang oppe ved dommerbordet, sagde Nicolej Krickau lørdag.

TV 2 SPORT har snakket med regelfortolker hos DHF, Jørn Møller Nielsen. Han ville ikke udtale sig om den konkrete situation.

Nu er det op til Disciplinærinstansen at afgøre, hvad der skal ske i sagen. Det tager gennemsnitligt halvanden uge og kan tage op til to uger afhængig af høringssvarene fra dommerobservatør, dommere og holdene, oplyser DHF's chef for turnering og it, Frank Smith, til TV 2 SPORT.