Håndbold

DHF forlænger stor sponsoraftale

Et af fundamenterne for håndboldherrerne er på plads for de næste tre år. DHF og Bygma har forlænget deres sponsoraftale.

Herrelandsholdet i håndbold vil også løbe rundt med Bygma-logoet i de næste tre år.

Med forlængelsen af den nuværende sponsoraftale har Dansk Håndbold Forbund (DHF) sikret en væsentlig indtægt, der kan være med til at drive landsholdet frem mod år 2022.

- Det er en lidt større aftale end den, vi havde før – og en pæn stor aftale i sportens verden. Jeg vil tro, at vi er oppe i den øvre del af de sponsorer, der er i dansk idræt, siger Henrik M. Jacobsen, der er direktør i DHF, til TV 2 SPORT. 

- Det er et enormt vigtig element i vores økonomi at have de her hovedsponsorer. Det gør jo, at vi er stillet bedre sportsligt på alle leder og fronter.

Henrik M. Jacobsen vil ikke kommentere på de konkrete tal i den nye aftale, men DHF’s offentlige regnskaber viser, at forbundet hvert år har en indtægt på cirka 20 millioner kroner fra sponsorer.

Håndboldherrerne er i denne uge samlet for at spille EM-kvalifikationskampe. Onsdag aften venter Ukraine, og lørdag gælder det Færøerne.

Samlingen i Aarhus er den sidste, inden landstræner Nikolaj Jacobsen kalder truppen ind til de sidste VM-forberedelser i slutningen af december og starten af januar.

De kommende landskampe vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.