Håndbold

Eggert båret fra banen i ny Skjern-skuffelse

Den tidligere landsholdsfløj blev røntgenfotograferet torsdag, og det var med gode nyheder for Eggert.

Det er ikke let at være Skjern Håndbold for tiden. 

Onsdag aften tabte sidste sæsons danske mestre for femte gang i 10 ligakampe, da Skanderborg - på Skjerns hjemmebane - vandt med 27-25.

Samtidig måtte Skjern skrive to spillere på skadeslisten. 

Den ene var venstrefløj Anders Eggert, der måtte bæres i omklædningsrummet kort før tid. 

- Han træder på en fod og vrider rundt i et løb i forsvaret. Vi forventer umiddelbart, at det er et klassisk ankelvrid, siger Skjerns fysioterapeut Hans Jensen til TV 2 SPORT. 

Anders Eggert blev røntgenfotograferet torsdag. På sin Instagram-profil meddeler han, at der intet er brækket, og at han håber at blive klar til Skjerns næste kamp, som er søndag i Flensburg - Anders Eggerts tidligere klub. 

Også Skjerns højrefløj Sebastian Augustinussen blev skadet mod Skanderborg. Han pådrog sig en mindre forstærkning i baglåret.  

Med nederlaget til Skanderborg er Skjern fortsat blot nummer otte i Herre Håndbold Ligaen - nu med syv point op til førerholdet Bjerringbro-Silkeborg, der onsdag vandt en storsejr på 38-26 over Århus Håndbold.