Veteran forlænger med topholdet: - Kan meget vel blive min sidste kontrakt

16x9
Mads Øris Nielsen. Foto: Fototrine / VILDMEDFOTO.DK

37-årige Mads Øris Nielsen har nu kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg (BSV) frem til sommeren 2020.

Med undtagelse af en afstikker på tre år til Skive har Mads Øris Nielsen altid været BSV-mand.

Han spillede sine unge år i Bjerringbro FH, og meget tyder på, at den tidligere landsholdsspiller også er en del af klubben, når karrieren slutter. I en pressemeddelelse skriver BSV, at klubben har forlænget Øris' kontrakt med et år, så den nu løber frem til sommeren 2020.

- Det kan meget vel blive den sidste kontrakt for mit vedkommende, men det er ikke sikkert. Jeg tager et år ad gangen, så det er ikke noget, der er definitivt på nogen måde, siger Mads Øris Nielsen.

- Vi har gang i noget rigtig godt, synes jeg, og vi er et hold, hvor mange af spillerne og profilerne har spillet sammen i en del år efterhånden. Det synes jeg også, man kan se på banen, hvor vi har rigtig mange ting, der sidder på rygraden, og vi spiller noget rigtig godt håndbold. Det kan man også se på resultaterne og stillingen lige pt.

BSV er nemlig nummer et i Herre Håndbold Ligaen med 15 point i 9 kampe og har de seneste år kæmpet med om medaljerne.

I 2016 blev BSV dansk mester, men her var Mads Øris tilknyttet Skive, så han mangler en merit på sit cv.

- Jeg vil rigtig gerne have en titel med BSV, og det har jeg ikke fået endnu. Det håber jeg at opnå på et eller andet tidspunkt – DM og en pokaltitel. Det er klart, at det ville være prikken over i’et, og det håber jeg, kan lade sig gøre. Det er realistisk i hvert fald, siger han.

Han vil ved kontraktudløbet være 39 år gammel.

- Rent spillemæssigt har Mads stadigvæk en skudkompetence på et meget højt niveau, og han har stille og roligt fået en vigtig rolle på vores hold. Han er en meget dygtig afslutter, og hans skudkompetence er cremen af det, han kan bidrage med, siger cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

Sideløbende med håndboldspillet i BSV er han kundesupporter i Jyske Bank, der er en af hovedsponsorerne i klubben. Mads Øris er cand.merc. i økonomistyring og regner med, at det er der, han skal være efter tiden med professionel håndbold.

Mads Øris var med det danske landshold til VM i 2009 og EM året efter. Han har spillet 27 kampe for Danmark.