DHF vil 'beskytte alle parter' og fravælger observatør til GOG-kamp

Henrik Mathiasen skal ikke være observatør, når GOG tirsdag møder Nordsjælland, som han ellers skulle have været i første omgang.

Se tirsdagens kamp mellem GOG og Nordsjælland på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 19.30.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har valgt at skifte observatør til tirsdagens kamp mellem GOG og Nordsjælland i herrernes håndboldliga, oplyser forbundet til TV 2 SPORT. 

Henrik Mathiasen, der i første omgang var blevet tildelt opgaven, spillede en afgørende rolle i beslutningen om at annullere et GOG-mål i kampen mod KIF Kolding i slutningen af oktober. En situation, som fik fynboerne til at kræve, at kampen blev spillet om. 

Jeg vil kalde det en beskyttelse af alle parter

Bjarne Munk Jensen

DHF's disciplinærudvalg valgte at give GOG medhold i protesten, som KIF Kolding mandag har anket. På baggrund af den igangværende sag, vurderer forbundet derfor, at Henrik Mathiasen ikke bør være observatør til tirsdagens kamp. 

- Det er det samme, hvis vi har dommere, som har haft en dårlig oplevelse i forbindelse med en klub for nylig, så er der ingen grund til, at man tager det samme hold en gang mere i løbet af meget kort tid, siger Bjarne Munk Jensen, der er formand for DHF's elitedommerudvalg. 

- Jeg vil kalde det en beskyttelse af alle parter, så både spillere, trænere, observatører eller dommere ikke behøver at have et eller andet, de skal passe på, siger Bjarne Munk Jensen videre. 

Det er i stedet Anders F. Pedersen, der skal være observatør i kampen mellem GOG og Nordsjælland.

Formanden oplyser, at sagen ikke forhindrer Henrik Mathiasen eller dommerparret Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm, der styrede slagets gang i den pågældende kamp, i at blive sat på GOG og KIF Koldings kampe i fremtiden. 

- Det er normal praksis, at hvis dommere af den ene eller anden årsag har et dårligt forhold til en klub, så bliver man ikke sendt derhen med det samme. Men det er ikke sådan, at vi har nogle dommere eller observatører, der ikke kan blive sendt alle steder hen, siger Bjarne Munk Jensen.  

KIF Kolding har mandag valgt at anke disciplinærudvalgets afgørelse til Håndboldens Appelinstans, bekræfter klubben over for TV 2 SPORT.