Landsholdsspiller 'ser ud til at være sluppet billigt' fra uheld
Henrik Møllgaard skal gennem en MR-scanning for at fastslå, om der er sket skade i hans knæ.
Landsholdsspilleren Henrik Møllgaard kom til skade i mandagens ligakamp for Aalborg, da Århus' Sebastian Henneberg væltede ned over hans knæ, som fik et vrid.
Møllgaard sad på bænken i resten af opgøret og fortalte efterfølgende at han var "spændt på", hvordan dommen lød.
Og den foreløbige dom ser positiv ud efter en scanning af knæet.
- Han har fået en skrub på det indvendige ledbånd. Han ser ud til at være sluppet billigt, siger direktør i Aalborg Håndbold Jan Larsen til TV 2 SPORT.
Han fortæller desuden, at Møllgaard skal gennem en MR-scanning senere tirsdag. Den kommer der svar på senere på ugen.
- Nu er han foreløbigt ude af vores kamp på lørdag (mod Füsche Berlin i EHF Cuppen, red.), men vi regner med, at hans pause ikke bliver særlig lang. Det er en kæmpe lettelse, selv om vi selvfølgelig lige skal have det stensikre svar fra en MR-scanning, siger Jan Larsen.
Udover de vigtige kampe i både ligaen og Europa kan Henrik Møllgaard måske se frem til endnu en slutrunde med det danske landshold, der spiller VM i januar i Danmark og Tyskland.
Møllgaard var i hvert udtaget til den seneste samling til EM-kvalifikationskampene mod Ukraine og Færøerne.
Han har været med landsholdet ved de senste syv store mesterskaber.