27-årige Böhme for gammel til landsholdet - 'vraget på 45 sekunder'

Simone Böhme er blevet vraget til fordel for 19-årige Mathilde Hylleberg til den danske landsholdstrup, der skal spille EM i Frankrig.

Det tog under et minut, fra 27-årige Simone Böhme tog sin mobil, og til at landstræner Klavs Bruun Jørgensen havde fortalt hende, at hun ikke var udtaget til EM-truppen.

- Jeg er selvfølgelig dybt, dybt skuffet. Jeg tror ikke engang at skuffet kan beskrive det, jeg føler indeni. Den havde jeg ikke lige set komme. Vi havde en samtale, der varede 45 sekunder, hvor han fortalte, at de havde valgt at prioritere en anden. Der var ikke rigtig nogle begrundelser, siger hun. 

Simone Böhme har spillet 27 landskampe og scoret 27 mål siden sin debut i 2014.

Hun har følt, at hun har været en fast del af landsholdet, siden hun var med ved VM-slutrunden i december sidste år, og derfor føler hun sig nu overset.

- Jeg tænker, at man skal udtage dem, der er bedst, for at have de største chancer for at vinde medaljer, siger hun.

I stedet for Simone Böhme er 19-årige Mathilde Hylleberg udtaget til landsholdet, selvom hun ikke har spillet én eneste landskamp.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen fortæller til TV 2 SPORT, at valget og fravalget skal findes i spillernes alder. 

- Jeg synes ikke, at der var grund til at vente, og jeg ser ikke den spillemæssige forskel på for eksempel en Böhme, der også har været inde i billedet, og som jeg egentlig har været rigtig godt tilfreds med, og som har gjort det fint. Men jeg synes ikke, der er den store forskel i det, jeg vil få ud af det, på nær det at Mathilde (Hylleberg, red.) er fremtiden, og så synes jeg ligeså godt, at vi kan hive hende ind i stedet for at have en ældre spiller med, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Den begrundelse forstår Simone Böhme dog ikke.

- Jeg håber, at Klavs’ (Bruun Jørgensen, red.) målsætning er at tage til en slutrunde for at vinde medaljer. Så er jeg sådan set ligeglad med, om man er 35 år, eller om man er 15 år. Jeg går ud fra, at han som landstræner vælger de bedste spillere. Hvis han kunne sige til mig, at hun var bedre, og at hun havde nogle spillemæssige kvaliteter, jeg ikke havde, så er det noget, man kan diskutere, om det er rigtigt eller forkert. Det er hans beslutning. Men at fortælle mig at jeg er for gammel. Den synes jeg, ja.. det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til, siger hun.

Da jeg fik det at vide, så tænkte jeg, at verden ville gå under. Det har gjort rigtig, rigtig ondt og gør stadig ondt

Simone Böhme

Klavs Bruun Jørgensen forstår skuffelsen hos Simone Böhme, men han er ikke enig i Simone Böhmes udlægning af deres samtale.

- Man skal da være skuffet, eller skulle hun jo slet ikke have været i nærheden. Så det har jeg det sådan set fint med. Jeg er så ikke helt enig i, at samtalen tog 45 sekunder, og begrundelsen var jo lige præcis, at jeg syntes, de stod lige. Det fik Simone også at vide. Derfor valgte jeg den unge frem for den lidt ældre, siger han.

Spiller det bedste nogensinde

Simone Böhme spiller til dagligt for Siófok KC i den ungarske liga, og hun er ikke i tvivl om sit eget niveau.

- Jeg har aldrig været bedre, og jeg er berettiget til at være en del af landsholdet, siger hun.

Derfor har beskeden også ramt hende ekstra hårdt.

- Da jeg fik det at vide, så tænkte jeg, at verden ville gå under. Det har gjort rigtig, rigtig ondt og gør stadig ondt, siger hun.

Tilbage står hun nu uforstående overfor, at hun som 27-årig bliver fravalgt netop nu.

- Hvis hans begrundelse er, at jeg er en ældre spiller, så…. Den holder jo ikke. For jeg er gennemsnitsalderen på det landshold. Han mener ikke, at der er en spillemæssig forskel. Men der mener jeg så, at han tager fejl, siger hun.

Med Mathilde Hyllebergs udtagelse er gennemsnitsalderen på landsholdet cirka 24 år og fem måneder. Landstrænerens begrunder sit valg med, at det både skal ses på kort og på lang sigt. 

- Jeg har egentlig ikke været utilfreds med Simone Böhme, men hvis jeg kigger fremad, som jeg skal gøre en gang imellem, så ved jeg, at Trine Østergaard skal spille rigtig mange minutter, og så vil jeg hellere prioritere at tage Mathilde (Hylleberg, red.) med, så hun får lidt hår på brystet og måske kan køre fuldt på til næste slutrunde, siger han.

Støtte og trøst fra landsholdskammerater

Hun har nu haft et par dage til at fordøje den overraskende besked fra landstræneren. Men det er ikke kun Simone Böhme selv, der er overrasket over landstrænerens valg.

- Jeg ved, at det ikke kun er mig, der tænker det. Det har landsholdskammerater og alle andre i lille Danmark også bekræftet mig i, siger hun.

Og det har flere beskeder bekræftet hende i.

- Jeg har fået rigtig mange støttende og undrende beskeder, så det hjælper selvfølgelig også. Men det giver mig ikke den plads på landsholdet, som jeg gerne vil have. Men det har været støttende i den her tid, hvor jeg har følt, at hele verden har væltet lidt, siger hun.

I beskederne har landsholdskammerater blandt andet stillet hende en masse spørgsmål. 

- De har spurgt, hvad der er sket? Hvad der er galt? Om jeg er skadet? Om jeg har lavet nogle konflikter, eller hvad der har været af problemer? Og der har jo ikke været noget, siger hun.

Føler sig overset

Fløjspilleren frygter, at hendes daglige tilværelse i Ungarn kan være en del af forklaringen på hendes fravalg. Til trods for at hun ellers tænker, at det burde øge hendes chancer.

- Jeg kan heller ikke sige, om han har set kampene her i Ungarn. Det tror jeg ikke, for hvis han havde, så var jeg en del af truppen. Nu har jeg været i både Rumænien og Ungarn, og Klavs (Bruun Jørgensen, red.) har ikke været nede og besøge mig eller haft en samtale med min træner om, hvordan tingene går, siger hun.

Klavs Bruun Jørgensen forsikrer, at han har fulgt med i fløjspillerens spil på banen.

- Jeg har set hende og haft hende med landsholdet, hvor jeg så hende i Golden League. Og så holder jeg mig underrettet med, hvordan det går i det ungarske. Jeg er udmærket klar over, hun har gjort det ganske udmærket. Og som jeg sagde til hende, da jeg snakkede med hende, så handler det ikke så meget om, hvad hun har gjort, og hun kunne ikke have gjort så meget andet. Det handler om en prioritering fra min side, siger han.

Alligevel sidder Simone Böhme tilbage med en følelse af at være overset.

- Jeg tænker, at man måske kan være lidt glemt, fordi man spiller i udlandet. Det er et valg, jeg har taget. Men jeg tænker, at man altid gerne vil have spillere med international erfaring, siger hun.

Selvom skuffelsen sidder dybt i Simone Böhme, så er hun klar ved mobilen, hvis landstræneren ringer.

- Klavs og alle andre ved, at hvis de rækker mig en lillefinger, så tager jeg hele hånden. Jeg er altid klar, siger hun.

EM spilles i Frankrig fra den 29. november til den 16. december.